ANGSTEN FORSVINDER ALDRIG HELT

Det er godt nok lang tid siden, at jeg har været inde på siden her. Det er lidt underligt, for jeg elsker det, som jeg har skabt her, elsker de mennesker, som jeg har lært at kende og jeg elsker især dét, som jeg får ud af at skrive, for mig selv. Jeg gav udtryk for på min Instagram, for lidt tid siden, at jeg virkelig savner at skrive herinde og det er bare for dumt, for det er ikke fordi, at det tager mig flere timer at skrive og det er helt sikkert også bedre for mit helbred, at jeg får mine tanker og følelser ud på "papir", men overskuddet er det sjældent.

En af de ting, som jeg gerne vil tage op, som er begyndt at fylde meget i mit liv igen, er angst. Da jeg var mindre, begyndte jeg at få angst og angstanfald grundet mobning og det var så voldsomt, at jeg ikke gik i skole i et stykke tid. Da jeg begyndte i skole igen blev jeg altid fulgt rundt af min daværende dansklærer, som også var "mobbe"-vejleder. Den lærer reddede mig virkelig... Det mest skræmmende i hele den situation var, at min hjerne skabte en overlevelsesmekanisme, hvor den "blokker" de negative traumer og minder ude. Så jeg husker svagt, at der var ubehageligt beskeder på Arto, at min mor og jeg opsøgte mobberen, at vi sad i cirkler i skolen og at jeg fik mit første angstanfald på skolen, på vej op til mit klasseværelse og at jeg stormede ud af døren og derefter er det meste blankt. Jeg kan svagt huske, at jeg kørte meget i bil. Det var åbentbart det eneste som kunne få mit ned på jorden, når jeg fik angstanfald. Dog husker jeg ikke det med, at jeg blev fulgt rundt af min lærer, det har jeg måtte få berettet af min mor, hvilket er så skræmmende. 

Når jeg hører om den her periode i mit liv, har jeg det så underligt med det, da jeg slet ikke ser det, som værende mig, som der bliver talt om. Det er som om at høre om en anden persons liv og det er simpelthen sådan en skræmmende følelse. Det korte og det langt er, at jeg blev ramt meget slemt af angst dengang og det som det skabte, var skrækkeligt og desværre noget, som stadig forfølger mig. Hver gang at der er sket noget traumatiserende eller når jeg er helt nede, har jeg svært ved at berette om det efterfølgende, da min hjerne simpelthen glemmer det. Det sværeste er, når jeg sidder hos min psykolog og havde det af helveds til, da jeg bookede min tid, men når jeg sidder der, så er det glemt i mit tankemylder. Når jeg hører min mor snakke om dengang, lyder det meget værre, end hvad jeg husker, hvilket på en måde selvfølgelig er meget rart, men mindre rart, når jeg faktisk gerne vil vide, hvad der foregik i det forløb af mit liv. Et biprodukt af hele den episode er, at jeg har lidt svært ved at omgås folk fra den periode, da jeg ikke ved, hvad der præcist skete eller hvordan jeg var. Jeg er rimelig sikker på, at de synes, at det var super mærkeligt, at jeg altid kun var sammen med vores lærer... Jeg har kun én veninde tilbage fra den tid og hun er den veninde, som jeg har haft længst og jeg har sådan en længsel til at spørge hende, om hun kan huske noget fra den periode, men jeg er bange. Bange for at hun synes det er vildt ubehageligt at snakke om eller måske er jeg bare bange for, hvad jeg kan få at vide. 

Dog har angst ikke fyldt så meget i mit liv fra dengang indtil her i mine 20'ere. Jeg har haft nogle små mindre anfald på grund af nogle episode, men det er ikke noget, som har fyldt meget. Ikke indtil nu.

For måske 2 år siden, fik jeg en ny nabo. Den her nabo hører tit høj musik og ryger en fandens masse hash, som lugter i min lejlighed. Pludselig blev hele min verden vendt på hovedet og jeg blev påvirket af de her eksterne ting i mine tryggeste rammer. Tidligere kan jeg slet ikke huske, at jeg blev generet af noget som helst i lejligheden, til trods for, at her faktisk er meget lydt. Den her nabo vækkede noget i mig, som har drevet mig til vanvid til tider. Jeg begyndte at kigge op på vedkommendes vindue hver eneste gang, at jeg kom hjem og fik næsten ødelagt min dag, hvis jeg så, at vedkommende var hjemme, for så vidste jeg, at der lugtede af hash i hele lejligheden. Nogle er ligeglade med sådan noget, men jeg har aldrig røget hash i mit liv og er ikke så glad for folk, der gør det, så jeg hader det virkelig. Det er meget invaliderende for mit privatliv, at få sådan en tung lugt i hele min lejlighed. Jeg begyndte at lægge mit øre mod gulvet og væggene for at høre, hvor musik, snak og andre lyde kom fra. Det blev nærmest en besættelse og hver gang, at jeg kunne høre noget, så skulle jeg vide, hvor det kom fra. Det var simpelthen skrækkeligt. Dog fik jeg etableret kontakt med den her person, hvilket var meget forstående og jeg kan altid smide en SMS, hvis jeg bliver irriteret, men det har bare gjort skade og min hjerne kan ikke gå tilbage. Jeg synes selv, at det lyder så plat og latterligt, men det har ødelagt meget for mig. Når jeg havde gæster, kunne det drive mig til vanvid ikke at kunne få lov til at lytte. Så brændte det indeni og min puls hamrede afsted. Jeg kunne blive helt skør. Det værste i alt det her er uden tvivl, at det har påvirket min søvn virkelig meget. I en periode gik jeg først i seng langt efter midnat, da det var det eneste tidspunkt, at der ikke var nogle lyde. Jeg fik bare ikke min søvn, da jeg ikke kan falde i søvn fra snak, musik og slet ikke folk der dyrker sex, det er virkelig det værste, som man kan udsætte mig for også den dag i dag. 

Jeg begyndte at tale med min psykolog om det og jeg fortalte hende, at jeg følte, at jeg ikke kunne lade være med at lytte, hvor hun sagde, at det kunne jeg jo sagtens, jeg skulle bare lade være med at slukke for fjernsynet, når jeg hørte støj, at jeg skulle lade være med at ligge på gulvet og lytte og jeg bare skulle larme tilbage. Det hjalp mig faktisk rigtig meget, selvom det var sådanne nogle små ændringer, men som sagt, så er skade allerede sket. En anden ting som min psykolog rådede mig til var, at begynde at sove med ørepropper. De tog jo ikke alt lyd, men det hjalp meget. De fleste nætter tog jeg dem i bare for at forebygge. De redder mig dog ikke altid... Dog skiftede den her nabo sin roommate ud og den nye beboer er så meget bedre, end det gamle, så det er jeg meget taknemmelig for. 

Efter hele den her episode er kontrol blevet en kæmpe prioritet i mit liv. Det er det selvfølgelig også blevet af andre grunde, men jeg er bare blevet så sensitiv. Jeg kan ikke holde ud, hvis mine forældre hører musik hjemme i deres eget hus, da jeg bare værdsætte stilhed på en helt anden måde. Min mor tænder ofte de her Facebook videoer og sådan noget, når hun sidder på sin telefon og det kan få mig op i det røde felt. Jeg hører altid de mindste lyde i mine omgivelser og det kan drive mig til vanvid, hvis jeg ikke ved, hvor lyden kommer fra. Hvis folk har selskab eller holder fest uden at melde ud, så tænder jeg også helt af. Jeg har fandeme banket på mange døre efterhånden - for jeg kan simpelthen ikke være til i det. Det ødelægger alt. Efter alt det her har jeg meget svært ved at forestille mig, hvor jeg skal bo i fremtiden. Lejlighed er alt for følsomt for mig og tætte naboer i hus vil også irritere mig. Mange har jo den holdning, at man må gøre, hvad man vil i sit eget hjem, men man skal jo tage hensyn til sine omgivelser, hvilket mange ikke giver en fuck for. 

Jeg synes, at det er så skrækkeligt, at det her skal fylde så meget i min hverdag. Når jeg hører musik omkring mig, så går min puls helt i vejret og jeg kan ikke koncentrerer mig om noget andet. Stilhed er seriøst det bedste for mig nu - ro. Ro til at tænke. Min musiksmag har også ændret sig og nu hører jeg nærmest kun stille musik, da beats og høj bas sætte dårlige tanker i gang. Når jeg er til fest i andre mennesker hjem, kan jeg heller ikke lade være med at tænke på naboerne og hader folk, der ikke tager hensyn. Lige i dette øjeblik, hvor jeg sidder og skriver det her, sidder der en flok unge mennesker nede i min gård og jeg bliver sindssyg. Mange mener, "jamen det er jo sommer og fredag", men det er ikke en undskyldning. Jeg ved, at jeg er blevet helt ekstrem med det, men jeg ville også ønske, at det ikke fyldte så meget i mit hoved, men jeg er åbentbart bare blevet en gammel dame indeni. Jeg er så træt. Jeg er så træt af, at det skal fylde. Jeg er så træt af, at jeg skal være efter mine naboer hele tiden. Jeg er så bange for, at jeg aldrig kan finde ro igen. Jeg er så bange for, hvordan det så bliver at bo sammen med en en dag. 

Som I kan høre, så fylder det her latterligt meget i mit liv og mit næste skridt er at prøve hypnose, så jeg måske kan lære at slippe det lidt og måske finde roden til hvorfor, at det fylder så meget i mig. Det er bare så skræmende, at min angst har manifesteret sig i sådan en lille ting, som ikke betyder noget for andre mennesker. Angst udspringer selvfølgelig også på andre tidspunkter, dog er det her det mest invaliderende, da det er hver eneste fucking dag. Jeg elsker virkelig min lejlighed, men det her fylder så meget, at det ødelægger den en smule. Det her kæmpe behov for kontrol er blevet sådan en stor del af mit liv, at det påvirker alle aspekter; job, skole, venner, arbejde og meget mere og min verden kan godt gå lidt ned, hvis det ikke bliver opfyldt, hvilket det sjældent gør, da livet kan være svært at indrette så stramt. Ak ja. 

Jeg ved, at jeg allerede har rykket mig, men jeg kan bare mærke, at det har ændret mig radikalt som person, hvilket er så skræmmende at tænke på. Jeg må bare se, hvad fremtiden bringer og blive ved med at arbejde på det - dog er jeg rimelig sikker på, at angst nok altid vil forfølge mig.