CORONA DAGBOG #2

OBS! Indlægget var oprindelig skrevet d. 9. maj 2020.

Nu er det 7 uger siden, at hele min verden blev vendt på hovedet. På den ene side er tiden fløjet afsted og samtidig har den aldrig gået langsommere. Mine tanker er et stort rod og mit humør skifter hurtigere, end jeg længe har oplevet og det bliver så overskyggende for alt andet. Det føltes som om, at jeg ikke har nogen form for kontrol over mig selv. Jeg har tænkt i flere uger, at jeg skulle skrive til min terapeut, men når jeg endelig er ved at tage mig sammen til det, er det langt op på eftermiddagen og jeg kommer fra det. Sådan har det gået i ring i for lang tid nu.

På en god dag står jeg op, spiser morgenmad og læser et kapitel i min GoT bog. Dernæst sker der ikke så meget mere faktisk. På en rigtig god dag løber jeg også en tur og laver en to-do liste for dagen, så der faktisk er nogle gøremål, men den seneste tid har jeg sovet for meget, spist dårligt og ligget for meget på sofaen. Min hjerne er proppet til randen, så der ikke er overskud til noget. Som dagene går bliver jeg mere og mere modløs og kan bruge timer på Instagram og Facebook, hvor der faktisk heller ikke rigtig sker noget. Samtidig kan jeg også bruge 1-2 timer på bare at ligge i min seng og tænke - hvilket jeg helt sikkert ikke får noget som helst godt ud af. Ikke som jeg har det nu.

Det mest skræmmende ved det hele er næsten, da den her tilstand jeg er i nu, minder mig om den gang, at jeg var syg med depression. Jeg ved godt, at det er ikke det, der foregår, men det vækker bare nogle minder derfra. Det værste er nok det her selvhad, der godt kan komme med sådan en følelse af dovenskab og uproduktivitet. Mine tanker er ikke søde ved mig i øjeblikket og det er lang tid siden, at jeg har haft det så skidt med mig selv. Jeg har i mange år ligget i krig med min krop og de sidste par uger, har bestemt ikke hjulpet, men lige nu, handler det bare om "overlevelse", så jeg prøver ikke at slå mig selv for meget i hovedet, selvom det er svært. Så ja, en dag af gangen.

Jeg kan huske, at jeg tænkte i starten af det hele, at jeg glædede mig over, at jeg ville have mere tid til at være kreativ og få tegnet noget mere. Som det ser ud nu, har jeg ikke lavet en god tegning i flere uger og de sidste 2 gange jeg har prøvet at tegne, har jeg endt med at lave rasende streger ud over hele siden og ødelægge de underlæggende sider, da jeg har trukket så hårdt, at det har sat dybe spor. Så lige nu rører jeg slet ikke min skitsebog, da jeg ved, at det ikke giver mig noget glæde lige nu.

Dog da jeg sad ude på min altan i går og lukkede øjnene for en stund, blev jeg ramt af sådanne en intens kort følelse af motivation og håb. Jeg fik lyst til at lave hele livet om og gøre gode ting for mig selv. På det tidspunkt, hvor det her skete, havde jeg på daværende tidspunkt ligget på min sofa i 6 timer og taget 2 lure. Så jeg har tænkt mig at prøve at være lidt god ved mig selv de næste par dage. Ikke stå alt for sent op, få spist morgenmad, drukket en masse vand, taget mine vitaminer, få løbet en kort tur, meditere(som nærmest er det vigtigste) og så lave lister for dagen, så jeg føler en form for formål. Derudover fik jeg en notesbog af en veninde for 3 år siden, hvor jeg skulle skrive 3 gode ting ned om dagen, for at altid have nogle gode tanker og noget taknemmelighed. Så i går skrev jeg i den for første gang siden. Jeg håber, at jeg kan holde fast i det - måske ikke for evigt, men hvertfald bare her i corona tiden, for ikke at lade hjernen gå helt i sort.

Jeg så også en post på Instagram i går, om at introverte nyder den her tid. På den ene måde kan jeg relatere og så alligevel ikke. Jeg har altid nydt at være i mit egen selskab og perioder, hvor jeg har meget travlt, vil jeg helst bare gerne være alene. Så som introvert er da rart, ja, men som en person som altid har sloges med sit mentale helbred, overtænkning og ensomhed er det virkelig ikke rart. Jeg kommer hurtigt til at gå og bære på en masse tunge tanker og følelser og som livet er lige nu, får jeg ikke luftet så meget ud i dem og så går det lidt galt for mig. Som det ser ud nu, har jeg heller ikke være til terapi i 2 mdr. og det kan også mærkes. Det er virkelig der, at jeg kan få tømt hovedet og jeg går altid ud derfra og har det meget bedre og med mod på livet igen. På mandag må jeg lige sende hendes en SMS, for tror virkelig at det ville kunne gøre en forskel for min "livskvalitet".

Jeg ved, at det hele lyder utrolig tung og ikke særlig opløftende, men de sidste par uger har været sværere. Dog håber jeg på en bedre dag i dag. Tror bare at jeg skal "tvinge" mig selv lidt til at gøre nogle af de her gode ting, bare for at få følelsen af at have udrettet noget, samtidig med at nogle af tingene, vil give mig et skud dopamin.

Lige nu ser jeg frem til at skulle på arbejde og at få en hverdag igen. At have et formål med sine dage og være sammen med andre mennesker. Jeg kan slet ikke vente på, at have noget at glæde sig til. Så meget at man nærmest tæller dagene. Det er lang tid siden, at jeg har haft det sådan. Gennem det sidste år har det været mange ting, som jeg bare gerne ville have overstået, hvor jeg måske faktisk ikke engang kunne glæde mig over, at det var færdigt. Oh well, sådan er det bare nogle gange og en ting jeg har lært med terapi er, at tiden ALTID går, at man nok skal overleve det og at det nok skal blive bedre før eller siden.

CORONA DAGBOG #1

I dag er det præcis en måned siden, at H&M group lukkede alle deres butikker i Danmark. Mit arbejde var én af de butikker. Siden nytår har jeg haft travlt med arbejde, venneaftaler og dating - altså travlt med en masse gode ting. Dog skal man ikke undervurdere, at de gode ting også kan gøre en lidt stresset og at hjernen ikke rigtig får lov til at slappe af. Dog var ugen op til denne lukning hårdere, end jeg har villet indrømme. Det var som om, at den lige blev prikket over i'et og ikke nødvendigvis på en god måde.

Jeg havde arbejdet de 6 dage indtil de lukkede og i dagene op til, blev stemning i butikken mere og mere trykket og frygten spredte sig. Hver dag jeg kom på arbejde, skulle jeg svare på spørgsmål, passe mit arbejde og høre på folk bekymringer og brok. Jeg havde bestemt ikke noget imod det og kørte i et eller andet mærkelig gear fyldt med falsk overskud. Men så kom dagen. D. 18. marts - Der valgte de endelig at lukke butikkerne efter meget frustration blandt personalet. Jeg kan huske, at jeg bare ikke havde mere at sige, da jeg mødte på arbejde den dag. Jeg havde ikke flere ord i mig. Jeg var helt tom, samtidig med at jeg var prop fyld med andres bekymringer.

Nu er det gået en måned og jeg føler først en reaktion i min krop nu. Jeg har haft så mange følelser låst inde i mit indre og har ikke kunne få afløb med noget som helst. Jeg har brugt ugerne på at spise en masse skod mad, se en masse TV, spille Sims og langsomt gnave mig igennem en lang corona-to-do liste, som jeg lavede, da jeg endelig blev sendt hjem. Dog er motivationen ikke særlig høj og jeg er uendelig modløs. Jeg føler mig nok mest af alt, følelsesløs. Det eneste jeg så har kunne føle, har været en knude i maven, som bare gjorde ondt og forpestet mit sind. Det har jeg haft før, da jeg havde været presset og den fik mig til at tvivle på alt og gjorde mig tung og tom og nu er den tilbage.

Nu kom der så nyheden om, at vi skulle åbne butikkerne igen. Jeg fik nærmest helt ondt i maven, da jeg fik beskeden, da jeg ikke føler mig klar til at skulle ud i samfundet igen. Heldigvis var jeg ikke en af dem, som skulle afsted, men nu er jeg bare stadig fanget i den her boble af modløshed. Efter at jeg havde fået nyhederne om genåbning, havde jeg bare brug for at græde og efter en uge på landet hos mine forældre, reagerede min krop temmelig voldsomt på at komme til storbyen igen. Hele dagen blev brugt på at høre sørgelige sange og se sørgelig film, for at få afløb med denne knude i maven. Den her manifesterede tristhed midt i kroppen. Min terapeut sagde, at den bedste måde at få afløb med sådanne følelser er at hulke. Der er en stor frigivelse af energi i kroppen, når man gør det. Det har da hjulpet, men tror at jeg skal have noget mere hjælp, for at komme igennem det. Desværre er det mange måneder siden, at jeg virkelig har haft fat i mit indre og haft ro, så der skal mere arbejde til.

En ting der dog virkelig rammer mig nu er ensomhed. Det er en ting, som jeg altid har sloges med og min terapeut har fortalt mig, at der nok bare er nogle ting, som jeg altid vil føle mig alene med. Jeg har gået til terapi i 12 år og jeg vil have svært ved at møde nogle med samme mentale tilstand. Jeg har brugt så langt tid at ælte mig hjerte og lære mig selv at kende og har svært ved at føle mig mødt i andre mennesker. Jeg forventer ofte, at de ved eller føler det samme som mig - men det gør de ikke og jeg skuffes. Jeg kommer nok bare aldrig rigtig til at blive mødt. Det var en hård meldning, som jeg nok ikke har forsonet mig med endnu. Det føltes lidt tomt. Dernæst blev jeg "droppet" af hende jeg så som min bedste veninde for nogle måneder tilbage og jeg kan mærke, hvor meget jeg mangler en af fortælle de små ting til - om crushes, hvad man fik at spise og om man så godt ud i et outfit etc. Når der sker noget i mit liv nu, aner jeg ikke, hvem jeg skal gå til, så tingene brænder ofte inde i mig selv. Dog vil jeg ikke snakke mere om alt det nu, for jeg kunne blive ved. Med corona jeg har mistet mine dagligdags venskaber, som gør ensomheden lidt mindre. Jeg har ikke rigtig kontakt med nogle og er bange for at række hånden ud - de fleste jeg kender bor sammen med andre og har ikke samme behov som mig. Tro mig, jeg elsker at være alene, men lige nu er jeg meget alene. Jeg tror måske bare, at jeg er en af de mennesker, som aldrig helt vil finde sin plads. Det er lidt pessimistisk, men det er desværre sådanne, at jeg har det nu. Nogle siger da, at jeg bare kan ringe og hjertens gerne må række ud, men jeg ved ikke hvorfor, at jeg ikke tror på det. Jeg vil nok inderste inde bare gerne være i første række hos nogen og det ved jeg bare, at jeg ikke er hos nogle.

Det her er en stor pærevælling af følelser, som nok mest af alt, har brug for at komme ud, så der ikke samles flere uforløste følelser indeni mig. Pas på jer selv.

FARVEL FOR NU INSTAGRAM

Jeg har gjort noget relativt drastisk, hvis jeg skal spørge mig selv. Jeg har deaktiveret min Instagram. Buf. Den er væk. Jeg kan ikke søges frem. Det er virkelig en underlig følelse, for jeg startede på Instagram tilbage i mine teenage år og nu sidder jeg snart som 25 årig om under en måned. Jeg kan ikke rigtig huske tiden uden - eller jo, det kan jeg selvfølgelig godt. Man læste flere blog, man var mere på Facebook og diverse andre medier som Arto, MSN og forskellige forums. Dog skulle alting ikke dokumenteres og jeg tror, at man nød dem mere.

Jeg er fornyligt begyndt hos en psykoterapeut. Jeg har altid gået til psykolog, men efter at være havnet i en rille hos min gamle, så har jeg startet noget nyt. Det er meget underligt og anderledes og slet ikke, hvad jeg vil tale om nu hvertfald. Grunden til at jeg er hos hende, er at jeg er stressramt og egentlig har været det i lang tid. Hvad jeg har kunne konkludere af vores sessioner indtil nu, er at jeg skal have ro i min hverdag og i mit hoved, hvilket er mere svært end hvad man skulle tro.

En af de ting, som jeg kan bruge MANGE timer om dagen på, er sociale medier. Især Instagram er min største synder, da jeg godt hurtigt bare kan blive fanget i en slags loop. Jeg skal lige tjekke stories, så skal jeg tjekke feedet, så skal jeg lige kigger på discover og så starter møllen bare forfra. Dette loop foregår rigtig mange gange i løbet af min dag og jeg får intet konstruktivt ud af det. Tjo, jeg finder ud af, at min veninde har været i zoo eller at min yndlings tatovør har lagt en ny tatovering ud. Udover det, er der faktisk ikke super meget at komme efter. Tro mig, jeg elsker mediet og er jo netop storforbruger af det. Jeg elsker selv at lægge ting ud, til trods for, at jeg ikke har gjort det ordenligt i lang tid. Jeg elsker mulighederne Instagram giver. Man kan følge med i sine venners liv, man kan følge med i folk der inspirerer en og man kan komme ud med nogle holdninger, noget visuelt og faktisk dele noget godt indhold med verden. Dog når det begynder at fjerne min tilstedeværelse i den virkelig verden er der noget galt i mit forbrug.

Jeg sad foran mit spejl i fredags og gjorde mig klar til dagens gøremål, da en masse følelser bare strømmede ind over mig. Jeg havde været til terapi om mandagen og min krop kunne bare ikke mere. Den gav op. Jeg begyndte at græde og fik en voldsom lyst til at fjerne alle de stressende elementer i mit liv. Jeg fik lyst til at sige op på mit arbejde, fik lyst til at sælge min lejlighed, fik lyst til at råbe og skrige af mine naboer, fik lyst til at slette alt på min Instagram og fik generelt bare en enorm lyst til at rive alt op med rødder og bare brænde det. Det gjorde jeg ikke, selvom uroen i mig føltes som en atombombe der netop var sprunget. Mine håndled kløede, tårer løb og mit hjerte hamrede. Det eneste jeg faktisk kunne gøre noget ved, var blot Instagram. Første overvejede jeg at slette alting, men da jeg så gik ind og læste lidt, fandt jeg ud af, at jeg kunne deaktivere den og at den først blive synlig, når jeg en dag logger ind på den igen.

Nu har den været væk siden i fredags og det føltes faktisk bedre, end jeg regnede med. Jeg kan mærke, hvor en voldsom vane, som jeg faktisk have fået opbygget gennem årene og mine fingre blev ved med at trygge dér, hvor appen lå på min iPhone. Nu er den væk. Dog kan jeg mærke et savn også. Jeg mangler mit talerør, et sted at dele min dag og mine tanker. Jeg har altid været et meget visuelt menneske og nu mangler jeg faktisk stedet, hvor jeg var visuel. Det er underligt. Nu bruger jeg så Facebook rigtig meget - dog kan man ikke rigtig ende i sammen slags loop, men jeg må holde øje med den vane.

Jeg ved ikke, hvornår jeg åbner den igen. Det kan være om et år, en måned eller på søndag. Who knows? Jeg ved hvertfald, at jeg lige skal have en pause og faktisk prøve at lave ting, fordi det er noget, som jeg har lyst til og ikke fordi, at det skal på Instagram. I går skulle jeg ud til min cykel efter, at jeg havde fået fri fra arbejde, var der selvfølgelig er en fugl der har lagt en fugleklat på min sadel. Min første tanke var, at det skulle da på min story og virkelig vise hvilken fucking mandag, som jeg havde haft. Men næ, det kunne jeg ikke. Så jeg tog bare et billede af det. Det føltes lidt tomt, men nok også meget sundt. At det bare var en følelse og oplevelse for mig, som ikke behøves at deles - og hvis den skal deles, bliver det i virkeligheden, mund til mund.

Samtidig er jeg ikke i tvivl om, at der også komme nogle konsekvenser for, at jeg ikke længere er på. At jeg misser nogle vigtige informationer, begivenheder eller bare småting i min omgangskreds liv. Sådan må det bare være. Lige nu er mit helbred min førsteprioritet og det bør det faktisk altid være. Jeg snakkede også med min veninde om det og vi blev enige om, at vi mennesker nok ville være mere lykkelig uden Instagram. Det er jeg fuldstændig overbevist om, da vi nok vil være mere til stede hvor vi er og nyde øjeblikkene i stedet for at dokumentere dem. Instagram er jo fantastisk og fremmer mange gode ting - dog stjæler det også vores opmærksomhed og det handler meget om likes, opmærksomhed og om at være "god nok" og "rigtig". Suk, det er svært at navigerer rundt i, men lige nu, skal Instagram bare ikke være en stressfaktor for mig og når jeg engang åbner den igen, skal jeg hvertfald revurdere mit forbrug.

God tirsdag.

ØNSKER FOR 2019

Glædeligt nytår alle sammen, jeg håber, at I kom godt ind i det nye år - jeg havde faktisk en ganske udemærket nytårsaften, for jeg var hvertfald først hjemme kl. 7 om morgenen, så noget fungerede hvertfald.

Jeg har gået og tænkt på, at jeg gerne ville lave et indlæg omkring mit år 2018, for for fanden hvor var det et irriterende år. Dog har jeg netop læst Amalie Wessels seneste indlæg om 2019 og blev inspireret til at gøre som hende - at kigge fremad i stedet for at kigge for meget bagud, dog vil jeg gerne komme hurtigt rundt om 2018.

2018 har været et utrolig udfordrende og uheldigt år. Jeg har været utrolig stressramt, angstramt, været udsat for overfald, fået knust mit hjerte og bare haft utrolig mange kedelig og uheldige episoder - især igennem de sidste par måneder af året. Dog har jeg ikke tænkt mig at tænke på alt det negative ved 2018. Jeg har netop siddet og skrevet en masse om alt det lort, der er sket det sidste år, da det gik op for mig, at det ikke hjælper at tale mere om det, hvertfald ikke her. Jeg vil prøve at kigge på nogle af de positive ting der skete i 2018 i stedet for:

• Jeg var i Berlin for først gang i mit liv og elskede det
• Jeg var på bilferie til Italien med min familie for første gang i mange år
• Jeg har endelig anerkendt at grafisk design ikke er noget for mig - hvertfald ikke hvor jeg er i mit liv lige nu
• Jeg tog chancen med kærlighed og kæmpede virkelig for det, dog uden held, men jeg prøvede
• Jeg er blevet bedre til at kende mine grænser, især i forhold til andre mennesker. Derudover er blevet langt bedre til konfrontationer og har ikke noget problem med at tale om ting, der er svære
• Jeg har fået lavet 3 tatoveringer, som jeg er virkelig glad for
• Jeg er begyndte at bruge tandtråd hver dag
• Jeg reder min seng hver dag(De små ting tæller!)
• Jeg er begyndte at sorteret mit affald bedre
• Jeg spiser mindre kød
• Jeg har fået nogle vanvittig gode venner, som fremmer det bedste i mig og som jeg håber, at jeg har resten af mit liv
• Jeg lærte at ikke alle bekendskaber overlever og at det er OK
• Jeg kom i praktik hos nogle super søde og dygtige mennesker
• Archimedes og jeg er blevet endnu tættere og han vil gerne ligge meget mere på mig, så er han ved at blive den puttekat, som jeg hele tiden har drømt om
• Jeg har brugt appen Spiir det meste af året og fået et bedre overblik over, hvad jeg bruger mine penge på
• Jeg har fået anskaffet mig nogle bedre analoge kameraer og fået taget nogle smukke billeder
• Jeg har fået et bedre forhold til min krop
• Jeg fik lavet en medusa piercing, som jeg har villet have i mange år(dog med komplikationer, så den skal re-pierces her i januar)

2019 bliver et utrolig spændende år, dog prøver jeg ikke at have for høje forventninger, men er der bare nogle ting, som helt naturligt bliver vildt spændende. Jeg fylder 25 år og jeg bliver endelig færdig med min uddannelse og jeg kan slet ikke vente med, at jeg kan lægge det bag mig og begynde nye eventyr.

Jeg er typen som skriver nytårsforsæt og har skrevet i det samme dokument i et par år og det er bare utrolig spændende at se, hvor mange af målene jeg faktisk opnår - det er ikke alle, men alligevel kan jeg altid krydse nogle af. Derudover er også sjovt at se tilbage på ens forventinger til de forskellige år og faktisk se hvordan ens værdisæt også ændrer sig med tiden. Ligesom Amalie, vil jeg gerne skrive nogle af de ting, som jeg gerne ser ske i 2019. 

Jeg vil gerne...

• Blive færdig på DMJX og ikke smække med døren, når jeg går
• Få flere tatoveringer.
• Begynde at afdrage på mit SU-lån
• Starte en opsparing
• Dyrke mere motion
• Starte på et tegnekursus
• Starte på/lave noget, som ikke har et mål, for netop ikke at have en plan
• Udforske min seksualitet og ikke være bange for det den
• Arbejde med min "følelse" af følelsesløshed, da livet ofte bare farer forbi mig og jeg forsvinder væk i mine tanker
• Starte hos en ny psykolog
• Få det bedre med min krop
• Blive fri for mit behov for kontrol og den angst det medfører
• Bruge min telefon mindre
• Se mindre fjernsyn
• Læse mere
• Gå flere ture
• Lege mere med min kat
• Blive bedre til at navigerer i hvilke forhold er er gode for mig
• Spise mere vegetarisk
• Sortere mit affald endnu mere
• Tage flere billeder og potentielt starte spændende projekter
• Finde ud af, hvad jeg skal med bloggen, da jeg ikke føler, at den rykker sig
• Skrive flere indlæg
• Finde ud af navigere i de her sociale medier og min ærlighed
• Udvikle min Instagram yderligere og prøve at få sparket lidt girl power ind i den, dog stadig med 100% ærlighed
• Finde ud af, hvad jeg gerne vil med mit liv, eller måske faktisk bare lade være?
• Smile mere til fremmede
• Fjerne stress-elementer fra mit liv: om det så er steder, personer, arbejde etc, så vil jeg ikke bruge min ungdom på stress.
• Begynde at spise efter sense-principperne og derved få en sundere krop - jeg får det altid mentalt bedre, når jeg passer godt på min krop
• Købe mere genbrugstøj
• Ikke stresse over alder
• Bruge mere tid med mine venner 
• Bruge mere tid på at opbygge nye venskaber, som jeg tidligere bestemt ikke har turde
• Bruge mere tid i solen
• Få bedre søvnvaner
• Huske at det er normalt og nødvendigt at fejle og at alting ikke skal være perfekt
• Finde noget kærlighed(måske kliché, men det gad jeg sgu godt)
• ... Samt mange andre ting

Jeg vil hvertfald prøve at starte med at gøre nogle ting, som er sunde for mig. Det vigtigste er, at jeg skal kaste mig ud i nye ting, om det er et kor, et kursus, en øl med en bekendt, en date eller udforske min kreativitet lidt mere, så skal jeg have brudt nogle grænser. Første punkt er dog, at jeg skal starte hos en ny psykolog - så jeg kan arbejde frem mod nogle af mine mål med professionel hjælp og finde frem til en gladere og sundere Amalie. Jeg er hvertfald spændt for 2019, da det helt automatisk bliver et år med mange forandringer.

BIOLOGISKE UR

Denne post har efterhånden ligget og ventet et par måneder, men jeg kan mærke, at nu er den mere passende end nogensinde før.

Som jeg har skrevet om så mange gange før, så er jeg en kæmpe romantiker og har den helt store hus, have, børn, hund og så videre-drøm. En ting er at have planer for fremtiden, en anden ting er, at jeg også bliver ældre. Næste år bliver jeg 25 og når jeg kigger på den fremtid, som jeg forestillede mig, da jeg var yngre, så stemmer det ikke helt overens. I mine drømme ville jeg have haft børn nu og nok været en del mere "bundet", end jeg er. Jeg ved ikke, om det er det, som presser mig eller at det faktisk er det faktum, at min fertilitet langsomt bliver dårligere med hvert år det går og at jeg ikke har lyst til at være en "gammel" forældre. Jeg har altid haft unge forældre, da min mor fik min bror og jeg i sin første halvdel af 20'erne, hvilket betyder at min mor bliver 49 næste år, hvor jeg bliver 25. Det vil også sige, at jeg altid har haft yngre bedsteforældre og min oldefar døde først tidligere i år i en alder af 99. Jeg har været så priviligeret at have min slægtninge så længe, da jeg har venner, som aldrig rigtig har kendt bare deres bedsteforældre. Jeg vil så gerne give mine kommende børn den samme mulighed og at vi kan have hinanden i mange år.

Når det så er sagt, så er jeg ikke særlig god til børn. Jeg er ikke skruk i den forstand, at jeg smelter hver gang, at jeg ser et barn eller at jeg bare MÅ holde det. Jeg vil faktisk helst være fri. Så for mig handler det måske ikke så meget om selve "babyen", men familien som en helhed. Selvfølgelig glæder jeg mig røv meget til at få mit EGET barn, at se en lille udgave af mig og min "mage" vokse og udvikle sig, men skruk er jeg bestemt ikke. Dog er jeg bekymret. Jeg er selvfølgelig stadig langt fra 40'erne, men det værste det kunne ske for mig som kvinde, ville uden tvivl være, at jeg ikke ville være i stand til at få børn eller at det skulle blive svært. Min mor, mormor og farmor har overhoved ikke haft svært ved at blive gravide, men allerede nu er jeg jo ældre end hvad de var, da de fik deres første.

Lige nu er der måske også bare lidt lange udsigter til hele den her drøm om bryllup, børn og familielivet. En ting er, at jeg kan mærke, at jeg virkelig ikke er et sted i mit liv til børn. Dog har jeg også været enlig i en god årrække nu, så jeg har også bare svært ved at se mit liv anderledes, til trods for at jeg drømmer om at vågne op til en, som jeg elsker hver dag. Og den pokkers kærlighed... hvor har jeg skrevet om den mange gange her inde og jeg har bare ikke heldet med mig. Dem som jeg længtes aller mest efter er ikke interesserede i mig, Tinder er tom for spændende sjæle og hverken på job eller skole er der noget at komme efter. Jeg synes virkelig, at det er svært, da os danskere også bare er lidt et tilbageholdent folkefærd og er svært at komme ind på. Jeg er heller ikke typen, som går på særlig mange dates og bliver utrolig genert, hvis nogle kigger på mig ude i offentligheden. Det er selvfølgelig også noget, som jeg skal arbejde på, men når det så er sagt... Så virker det bare også som om, at dem som jeg støder på, har vanvittig svært ved at binde sig og så vil jeg ikke spilde min tid og energi dér. De leder aldrig efter noget seriøst, er i åbne forhold, tror ikke på monogami og rend mig i røven. Samtidig så tror jeg også at sociale medier, Tinder og så videre gør, at vores generation altid tænker, at der er noget bedre rundt om hjørnet og derfor ikke vil binde sig. Jeg læste fornyligt en artikel omkring netop vores generation. At vi er illoyale, ikke vil binde os og altid kigger os om for noget bedre. Både når det handler om job, kærlighed, venner, bopæl og så videre. Og hvor er det dog bare sandt. Min oldemor og oldefar var gift i over 70 år og det tror jeg bare ikke, at særlig mange i vores generation kommer til - hvis der er et lille problem, så er vi ikke særlig gode til at arbejde med det og komme videre - vi giver ofte bare op og kæmper ikke for tingene. Et 70 års ægteskab er da ikke nemt, men de elskede hinanden og viste hinanden en så smuk loyalitet gennem hele livet og i døden. Jeg drømmer uden tvivl om et ægteskab, hvor vi kæmper for hinanden og ikke giver op - ikke at man skal blive ved, hvis man er ulykkelig, men at man ikke kaster håndklædet i ringen for nemt. Nu kom jeg ud på et langt sidespor om en af problematikkerne ved vores generation, som jeg kunne snakke meget om, men som jeg ikke vil gå mere ind i nu. Når det så er sagt, så mener jeg jo ikke, at alle agerer sådan, men der er unden tvivl et mønster i vores generation i forhold til det her og det bliver nok kun et større problem i de kommende generationer.

Det korte og det lange er at jeg virkelig, virkelig slås med at finde gensidig kærlighed, hvor vi vil det samme og det betyder jo også, at mine fremtidsdrømme hele tiden skubbes længere og længere væk. Dog har jeg kunne mærke en forandring hos mig selv i forhold til de her mænd. Jeg kigger på dem som værende en potentielt far til mine børn, frem for en kæreste her og nu. Jeg kan mærke, at jeg virkelig er på "mage-jagt", hvilket er lidt skræmmende. Min biologi er bare gået i gang med at se mændene på en anden måde og jeg kigger efter dem OVERALT. Alle er potentielle og bliver "scannet". Det er lidt voldsomt... Det er nok en kombination af, at jeg er skide træt af at være single, ikke i den forstand, at jeg skal have udfyldt et tomrum i hjertet eller noget, men jeg længes efter den her tosomhed. Den anden del er helt sikkert, at mine hormoner er begyndt at tage over også. Udover et pres fra mig selv af, er mine familie begyndt at presse på - både min mor og min farmor. De glæder sig jo uden tvivl og det forstår jeg jo også godt. Jeg er jo også den rette alder i forhold til min familie, men når det så er sagt, så har jeg også bare valgt et andet liv - jeg valgte storbyen med mange muligheder og så har jeg bare været under uddannelse i mange år efterhånden og som jeg også skrev tidligere, så jeg er bare heller ikke helt klar. Jeg vil gerne ud og se verden og dumme mig lidt mere, men hvor ville jeg dog ønske, at jeg havde en at gøre det med. For et par år siden sagde min ældste veninde til mig, at hun havde en idé om, at når jeg først fandt ham, så ville det gå stærkt og det kan jeg sagtens se for mig, for jeg har simpelthen så meget kærlighed at give.

NOGET OMKRING FREMTID OG DRØMME

Jeg er et meget skelsættende sted i mit liv lige nu, hvis jeg selv skal sige det. Jeg bliver 25 om et halvt års tid, er færdiguddannet næste sommer og står lidt over for livets næste fase. Et sted uden for det ellers så trygge uddannelsessystem, som jeg har været i siden, at jeg startede i skole 2000, foruden et enkelt års pause i 2013-14. Jeg har boet i min egen lejlighed i over 3 år og har været ansvarligt for et andet liv lige så længe. Jeg bliver færdig uddannet snart med hele to uddannelser i ryggen. Jeg har fået etableret mig en omgangskreds i København. Der er mange ting, som er meget voksent og måske var en del af en drøm, som jeg havde engang, men lige nu virker livet bare lidt... meningsløst.

Jeg har alle dage af mit liv været en romantikker og drømt mit væk langt ind i min underbevidsthed. Jeg drømmer stort og jeg bliver ofte skuffet over livets realiteter. Da jeg boede i Næstved, så var en af drømmene at flytte til København; det gjorde jeg så - og jeg føler mig uden tvivl langt mere hjemme her, end jeg gør mange andre steder, dog spiller tingene stadig bare ikke. Ikke at man får foræret de gode ting her i livet, man skal helt sikkert kæmpe for det og det synes jeg også, at jeg har gjort langt hen af vejen. Som det ser ud nu, aner jeg ikke, hvor jeg skal bo i Danmark, eller for den sags skyld, i verden. København er uden tvivl min by at færdes i, men jeg har brug for mere ro. At kunne trække mig og gå ud i naturen uden, at der er mennesker overalt. At jeg kan lægge mig i min seng kl. 10 om aftenen og kun høre mit eget åndedræt. Jeg drømmer om en faldefærdig gård et sted med massere af natur og luft omkring sig. En gård hvor jeg og min kommende partner kan bygge vores hjem sammen og skabe en familie. Nok den største drøm, men også den sværeste.

Efter at jeg flyttede til København, fik jeg en drøm om at blive grafisk designer; og det blev jeg, eller det er jeg hvertfald næsten. Jeg bliver færdiguddannet grafisk designer om et års tid fra Danmarks medie- og Journalisthøjskole og jeg kunne ikke ville noget mindre. Jeg ved, at jeg bør være taknemmelig for denne "fantastiske" mulighed og uddannelse, men den har knækket mig. Den drøm er død nu. Så lige nu spilder jeg min tid på en giftig uddannelse, som jeg ikke vil arbejde med, når jeg er færdig - dog siger alle "der er kun ét år tilbage", "så har du noget at falde tilbage på" og jeg kan kun tænke "fuck jer". Jeg forstår det jo godt og jeg kan godt føle mig som et utaknemmeligt røvhul, for nogle mennesker bruger mange år på at prøve at komme ind, men hvor taknemmelig skal jeg være, når det ikke er det rigtige? Dette punkt i mit liv er uden tvivl det, som fylder aller mest. Min uddannelse har været min identitet i rigtig mange år og nu står jeg med noget, som jeg virkelig ikke bryder mig om. Dog skifter jeg hele tiden mening omkring, om jeg gider at arbejde med det bagefter eller ej. Det hele bunder i en kæmpe usikkerhed omkring mit eget arbejde som grafisk designer. Jeg har overvejet hele sommeren, om jeg bare skulle droppe ud og arbejde i Weekday fuldtid. Det er et job, som jeg er god til og ved at jeg bliver værdsat i, men det er jo heller ikke mig i længden. Hvornår lærer jeg dog at tæmme denne usikkerhed, som præger alle aspekter af mit liv?

En ting som jeg virkelig altid har drømt om, som jeg også berørte før, er uden tvivl kærlighed. Jeg er en kæmpe romantikker og drømmer om et stort bryllup, børn og hverdagens smukke gemte skatte. Jeg var helt sikker på, at jeg havde fundet min eneste ene tilbage i 2011. Det viste sig så, at han var homoseksuel og først indrømmede det for mig efter ét år efter, at han droppede mig uden videre. Det var en af de værste år at mit liv - og selvom jeg fandt ud af, at han droppede mig for, at han var til drenge, så var det for sent. Skaden var sket og jeg havde fået en kæmpe ar på min sjæl og har siden hen blot følt mig meget forkert. Da jeg flyttede til København, var jeg så naiv at tro, at jeg ville finde kærligheden med det samme - det blev hurtigt modbevist. Jeg har datet lidt, haft one night stands og brugt utrolig mange timer på Tinder, dog alle uden held. Jeg vil SÅ gerne kærlighed, men det kræver SÅ utrolig meget af mig. Det er nok også fordi, at det er min største drøm. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af at gøre ting halv og slet ikke kærlighed. Når jeg møder en ny mand, drømmer jeg mig allerede væk inden, at jeg har lært ham at kende. Jeg ser hele vores fremtid foran mig og drømmer om, at vores børn vil få hans øjne. Når det så går i stykker, falder drømmen fra hinanden og det kan tage mig flere måneder at komme ovenpå igen. Det største problem med denne drøm er, at min biologiske ur er begyndt at tikke. Jeg havde altid forestillet mig, da jeg var yngre, at jeg ville få børn i starten af mine 20'erne. Når jeg kigger realistisk på det nu, var det nok aldrig sket alligevel, da jeg jo har været under uddannelse i lang tid, men med den rigtige mand, kunne det nok have gået anderledes. Nu rammer jeg snart midt-tyverne og der går også noget tid, før at man skal have børn og jeg synes blot, at alle mænd jeg møder, bare ikke er klar til forhold eller stadig ikke er færdige med at "løbe hornene af sig"(hvilket jeg altid har fundet så ulækkert). Selvom jeg har fundet ældre fyre - så er det stadig et problem. Lige for tiden ses jeg med en fyr på 28, som på ingen måde er klar til et forhold og han har derudover også en anden holdning til forhold end jeg. Vi vil 100% ikke det samme, dog kan vi ikke sige fra overfor hinanden. Der er en vanvittig kemi og han er alt, hvad jeg drømmer om - men jeg ved, at det vil slå fejl og min drøm om den der fucking kærlighed, vil gå i stykker endnu en gang og jeg skal bruge måneder på at komme ovenpå igen. Denne drøm om familie fylder så vanvittig meget i mit liv hver eneste fucking dag, at det nærmest kan gøre mig deprimeret i perioder og timerne alene på sofaen hver aften bliver meget lange. At ville noget så meget, som bare ikke sker. Kærlighed er en pudsig størrelse.

For at vende tilbage til til de mere praktiske drømme, så er min drøm som grafisk designer jo lidt død. Den drøm som jeg går med nu, har jeg faktisk haft i rigtig, rigtig mange år, men jeg har bare aldrig tænkt, at den var realistisk. "Det kunne jeg da ikke og det er jeg da slet ikke dygtig nok til". Derudover er processen dertil bare ikke så udpenslet. Jeg vil gerne være tatovør. Jeg har altid været helt vildt forelsket i branchen og det er faktisk først inden for det sidste halve år, at jeg har turde at sige højt, at det er det, som jeg gerne vil. Jeg har frygtet, hvad mine venner og familie ville sige - at det er da noget underligt noget, urealistisk. Dog føltes det bare så rigtigt, når jeg tænker på det. Menneskerne er altid fantastiske, man kan rejse hele verden rundt, man maler og tegner meget og man laver permanent kunst på folk. Der er bare så mange ting ved det, som passer lige til mig. Lige siden at jeg var en lille pige, har jeg altid tænkt, at jeg ikke ville have et kontorarbejde og hvad fanden er det, som jeg er ved at uddanne mig til nu? Fuck nej. Det eneste problem lige nu i forhold til den her drøm er, at jeg ikke er dygtig nok. Jeg tegner ikke godt nok - heldigvis er det et skill, som man kan udvikle, men mit overskud har ikke været der til det i flere år. Det demotiverer mig en lille smule, for den eneste måde hvorpå jeg kan blive bedre er at begynde at tegne. Lige nu er min plan, at jeg vil prøve at gå lidt mindre op i skolen i år og tegne lidt mere. Dog tror jeg ikke, at det er så realistisk, men når jeg er færdiguddannet, kunne jeg godt finde på at være fuldtid i Weekday og bare bruge tiden på at tegne, gå på tegnekursus og knytte bånd med de tatovører, som jeg kender i København. Kæft man, det gad jeg så sindssygt godt... Jeg håber ikke, at det er urealistisk at tænke, at jeg gerne vil være i lære inden, at jeg er 27. I forhold til min forhåbentlig kommende tatovør karrierer, så er drømmen dernæst at blive selvstændig og have min egen shop. Hold nu kæft hvor ville det være sejt.

Der er også bare så mange andre drømme, ikke de helt store, men stadig ting, som jeg gerne vil indfri; Jeg vil gerne noget mere i Ungdomshuset, de mennesker der er dernede fascinerer mig så meget og jeg ville elsker at blive en del af dem. Jeg har også en drøm om at hjælp børn, som har det svært. Jeg har en drøm om, at arbejde for en organisation, som hjælper katte. Jeg har en drøm om, at sælge mine egne plakater. Jeg har en drøm om at skrive en bog. Jeg har en drøm om at skrive digte. Jeg har en drøm om at dubbe en tegnefilm. Jeg har en drøm om økonomisk stabilitet. Jeg har en drøm om at lære at spille klaver. Jeg har en drøm om at få mine billeder publiceret. Jeg har en drøm om lige at tabe de 10 kg for meget. Jeg har en drøm om, at overvinde min angst. Jeg har en drøm om, at min bror og jeg vil være tætte resten af vores liv. Jeg har en drøm om at gøre en forskel... Jeg har så mange små drømme for fremtiden, det kan bare være så svært at finde ud af, hvordan man kommer derhen.

Som I kan høre, så er det ikke de helt små drømme, som går og fylder så fucking meget i mit hoved for tiden. Det er virkelig de helt store - kærlighed, familie og karriere og der er bare ingen af dem, som er lige inden for rækkevidde. Det hele kan være så langt væk, at jeg blot kan føle mig en smule handlingslammet og det kommer jeg bestemt ingen vegne af. Drømme er så svære og blot ordet "drøm" indikerer, at det er noget urealistisk noget. Måske skulle jeg nærmere kalde det mål - så virker det mere håndgribeligt, dog også lidt de-romantiseret. Jeg synes blot, at det er kan være rigtig svært, at have de der "traditionelle" drømme om børn, hund og hus, da det hele handler om smarte karrierer og at rejse hele verden rundt - der er fandeme ingen mænd på tinder, der bare siger, at det leder efter deres udkårne. Måske er jeg også bare skide gammeldags, men om jeg så ville lægge de værdier fra mig, så kan jeg ikke. Lige nu kan jeg ikke gøre andet end at tage én dag af gangen og bare se, om jeg kan bevæge mig en lille smule tættere på mine mål hver dag. Det kan være svært at planlægge for fremtiden, dog når jeg tænker på det, er det hele bare omtåget og forvirrende - der er ikke andet for, end bare at forsætte og se hvor jeg havner. Det vigtigste for mig lige nu er bare at gøre ting, som føltes rigtig og måske ikke tænke for meget over resultatet - bare leve liv, eller hvertfald prøve på det.

MINE NYE GAMLE KAMERAER

Som nogle af jer nok ved, så har jeg altid været utroligt interesseret i fotografi og har dyrket det meget i nogle perioder af mit liv. I 2015 indledte jeg et projekt, hvor jeg skulle tage ét billede om dagen med et engangskamera, hvilket var en hård og fantastisk givende oplevelse. Siden da har jeg altid haft et engangskamera på mig og nydt friheden og tilfældigheden - derudover så har analog fotografi bare ét look, som man ikke kan fange gennem et digital kamera lige så godt. Nu er analog fotografi blevet en rigtig dille igen og mange er begyndt at tage billeder med engangskamera mv. Den bølge har fået mig til at ville videreudvikle min egen fotografi og ikke lade alt styre af et engangskamera. Nu er jeg så blevet den heldige eget af ikke mindst 2 analoge kamera fra henholdsvis 70'erne og 80'erne.


Det overstående billede er af et Ricoh FF3 kamera, som jeg har fået æren af at arve af min oldefar på 99(som stadig lever vel at mærke), da han selvfølgelig ikke længere fik glæde af det. Jeg er helt vild med det look, som dette kamera har, da man virkelig kan fornemme, at det er produceret i 80'erne. Min oldefar har selv rejse rundt med det i Europa og jeg har selv i år både haft det med til Berlin og Italien. Jeg har lige fået fremkaldt min førte rulle film med det(der ligger nogle stykker allerede på Instagram) og det var en kæmpe fornøjelse for det første, at finde ud af, at det stadig virker, derudover var også en fornøjelse at se, at billederne bare lige var det bedre kvalitet end mine tidligere billeder med engangskamera. Dette kamera er rimelig let, har en god størrelse og trækker sig selv op(hvilket har den bedste mekaniske lyd i hele verden).


Dette kamera på dette billede er et Pentax K1000, som jeg så sent som i sidste uge købte af en flink mand på DBA for en slik. Jeg købte lige præcis dette kamera, da jeg følger denne fotograf på Instagram og altid har været vild med hendes billeder. I forbindelse med en Q&A hun holdt, fandt jeg ud af at hun havde dette kamera og at det var hendes yndlings. Så jeg gik med det samme på DBA og fandt det til en virkelig god pris med tilhørende 2 objektiver, en flash og en dansk manual(hvilket jeg har haft meget glæde af). Dette kamera er lidt ældre og har mange flere manuelle indstillinger, som jeg lige har skulle lære at kende. Dog har det også et 50mm 2.8 objektiv der sidder på, så det er skide godt til portrætter og til at skabe billeder med massere af "dybde". Jeg er allerede gået i gang med den første rulle film og glæder mig sådan til at se, hvordan den bliver. Det eneste minus ved dette kamera er, at det er en del tungere det andet og fylder mere i min taske, dog vil jeg bestræbe mig på altid at have det på mig og hvis det ikke er muligt, at jeg så har mit Ricoh med mig.


Jeg er selv helt oppe og køre over disse kamera og glæder mig til at skabe minder, som varer ved på en anden måde end hvad billeder på en mobiltelefon gør. Derudover så bliver det en kæmpe fornøjelse at sidde med mine kommende børn en dag og kigge på fotoalbums fra "da mor var ung" og billeder af dem selv som små, som jeg selv har gjort med mine forældre og bedsteforældre. Jeg synes, at det er så synd at så mange børn vokser op med en iPad i fjæset og millioner af dårlige billeder, som ligger og bliver glemt på skyen. Det vil jeg hvertfald lave om på i min "husholdning".

ANGSTEN FORSVINDER ALDRIG HELT

Det er godt nok lang tid siden, at jeg har været inde på siden her. Det er lidt underligt, for jeg elsker det, som jeg har skabt her, elsker de mennesker, som jeg har lært at kende og jeg elsker især dét, som jeg får ud af at skrive, for mig selv. Jeg gav udtryk for på min Instagram, for lidt tid siden, at jeg virkelig savner at skrive herinde og det er bare for dumt, for det er ikke fordi, at det tager mig flere timer at skrive og det er helt sikkert også bedre for mit helbred, at jeg får mine tanker og følelser ud på "papir", men overskuddet er det sjældent.

En af de ting, som jeg gerne vil tage op, som er begyndt at fylde meget i mit liv igen, er angst. Da jeg var mindre, begyndte jeg at få angst og angstanfald grundet mobning og det var så voldsomt, at jeg ikke gik i skole i et stykke tid. Da jeg begyndte i skole igen blev jeg altid fulgt rundt af min daværende dansklærer, som også var "mobbe"-vejleder. Den lærer reddede mig virkelig... Det mest skræmmende i hele den situation var, at min hjerne skabte en overlevelsesmekanisme, hvor den "blokker" de negative traumer og minder ude. Så jeg husker svagt, at der var ubehageligt beskeder på Arto, at min mor og jeg opsøgte mobberen, at vi sad i cirkler i skolen og at jeg fik mit første angstanfald på skolen, på vej op til mit klasseværelse og at jeg stormede ud af døren og derefter er det meste blankt. Jeg kan svagt huske, at jeg kørte meget i bil. Det var åbentbart det eneste som kunne få mit ned på jorden, når jeg fik angstanfald. Dog husker jeg ikke det med, at jeg blev fulgt rundt af min lærer, det har jeg måtte få berettet af min mor, hvilket er så skræmmende. 

Når jeg hører om den her periode i mit liv, har jeg det så underligt med det, da jeg slet ikke ser det, som værende mig, som der bliver talt om. Det er som om at høre om en anden persons liv og det er simpelthen sådan en skræmmende følelse. Det korte og det langt er, at jeg blev ramt meget slemt af angst dengang og det som det skabte, var skrækkeligt og desværre noget, som stadig forfølger mig. Hver gang at der er sket noget traumatiserende eller når jeg er helt nede, har jeg svært ved at berette om det efterfølgende, da min hjerne simpelthen glemmer det. Det sværeste er, når jeg sidder hos min psykolog og havde det af helveds til, da jeg bookede min tid, men når jeg sidder der, så er det glemt i mit tankemylder. Når jeg hører min mor snakke om dengang, lyder det meget værre, end hvad jeg husker, hvilket på en måde selvfølgelig er meget rart, men mindre rart, når jeg faktisk gerne vil vide, hvad der foregik i det forløb af mit liv. Et biprodukt af hele den episode er, at jeg har lidt svært ved at omgås folk fra den periode, da jeg ikke ved, hvad der præcist skete eller hvordan jeg var. Jeg er rimelig sikker på, at de synes, at det var super mærkeligt, at jeg altid kun var sammen med vores lærer... Jeg har kun én veninde tilbage fra den tid og hun er den veninde, som jeg har haft længst og jeg har sådan en længsel til at spørge hende, om hun kan huske noget fra den periode, men jeg er bange. Bange for at hun synes det er vildt ubehageligt at snakke om eller måske er jeg bare bange for, hvad jeg kan få at vide. 

Dog har angst ikke fyldt så meget i mit liv fra dengang indtil her i mine 20'ere. Jeg har haft nogle små mindre anfald på grund af nogle episode, men det er ikke noget, som har fyldt meget. Ikke indtil nu.

For måske 2 år siden, fik jeg en ny nabo. Den her nabo hører tit høj musik og ryger en fandens masse hash, som lugter i min lejlighed. Pludselig blev hele min verden vendt på hovedet og jeg blev påvirket af de her eksterne ting i mine tryggeste rammer. Tidligere kan jeg slet ikke huske, at jeg blev generet af noget som helst i lejligheden, til trods for, at her faktisk er meget lydt. Den her nabo vækkede noget i mig, som har drevet mig til vanvid til tider. Jeg begyndte at kigge op på vedkommendes vindue hver eneste gang, at jeg kom hjem og fik næsten ødelagt min dag, hvis jeg så, at vedkommende var hjemme, for så vidste jeg, at der lugtede af hash i hele lejligheden. Nogle er ligeglade med sådan noget, men jeg har aldrig røget hash i mit liv og er ikke så glad for folk, der gør det, så jeg hader det virkelig. Det er meget invaliderende for mit privatliv, at få sådan en tung lugt i hele min lejlighed. Jeg begyndte at lægge mit øre mod gulvet og væggene for at høre, hvor musik, snak og andre lyde kom fra. Det blev nærmest en besættelse og hver gang, at jeg kunne høre noget, så skulle jeg vide, hvor det kom fra. Det var simpelthen skrækkeligt. Dog fik jeg etableret kontakt med den her person, hvilket var meget forstående og jeg kan altid smide en SMS, hvis jeg bliver irriteret, men det har bare gjort skade og min hjerne kan ikke gå tilbage. Jeg synes selv, at det lyder så plat og latterligt, men det har ødelagt meget for mig. Når jeg havde gæster, kunne det drive mig til vanvid ikke at kunne få lov til at lytte. Så brændte det indeni og min puls hamrede afsted. Jeg kunne blive helt skør. Det værste i alt det her er uden tvivl, at det har påvirket min søvn virkelig meget. I en periode gik jeg først i seng langt efter midnat, da det var det eneste tidspunkt, at der ikke var nogle lyde. Jeg fik bare ikke min søvn, da jeg ikke kan falde i søvn fra snak, musik og slet ikke folk der dyrker sex, det er virkelig det værste, som man kan udsætte mig for også den dag i dag. 

Jeg begyndte at tale med min psykolog om det og jeg fortalte hende, at jeg følte, at jeg ikke kunne lade være med at lytte, hvor hun sagde, at det kunne jeg jo sagtens, jeg skulle bare lade være med at slukke for fjernsynet, når jeg hørte støj, at jeg skulle lade være med at ligge på gulvet og lytte og jeg bare skulle larme tilbage. Det hjalp mig faktisk rigtig meget, selvom det var sådanne nogle små ændringer, men som sagt, så er skade allerede sket. En anden ting som min psykolog rådede mig til var, at begynde at sove med ørepropper. De tog jo ikke alt lyd, men det hjalp meget. De fleste nætter tog jeg dem i bare for at forebygge. De redder mig dog ikke altid... Dog skiftede den her nabo sin roommate ud og den nye beboer er så meget bedre, end det gamle, så det er jeg meget taknemmelig for. 

Efter hele den her episode er kontrol blevet en kæmpe prioritet i mit liv. Det er det selvfølgelig også blevet af andre grunde, men jeg er bare blevet så sensitiv. Jeg kan ikke holde ud, hvis mine forældre hører musik hjemme i deres eget hus, da jeg bare værdsætte stilhed på en helt anden måde. Min mor tænder ofte de her Facebook videoer og sådan noget, når hun sidder på sin telefon og det kan få mig op i det røde felt. Jeg hører altid de mindste lyde i mine omgivelser og det kan drive mig til vanvid, hvis jeg ikke ved, hvor lyden kommer fra. Hvis folk har selskab eller holder fest uden at melde ud, så tænder jeg også helt af. Jeg har fandeme banket på mange døre efterhånden - for jeg kan simpelthen ikke være til i det. Det ødelægger alt. Efter alt det her har jeg meget svært ved at forestille mig, hvor jeg skal bo i fremtiden. Lejlighed er alt for følsomt for mig og tætte naboer i hus vil også irritere mig. Mange har jo den holdning, at man må gøre, hvad man vil i sit eget hjem, men man skal jo tage hensyn til sine omgivelser, hvilket mange ikke giver en fuck for. 

Jeg synes, at det er så skrækkeligt, at det her skal fylde så meget i min hverdag. Når jeg hører musik omkring mig, så går min puls helt i vejret og jeg kan ikke koncentrerer mig om noget andet. Stilhed er seriøst det bedste for mig nu - ro. Ro til at tænke. Min musiksmag har også ændret sig og nu hører jeg nærmest kun stille musik, da beats og høj bas sætte dårlige tanker i gang. Når jeg er til fest i andre mennesker hjem, kan jeg heller ikke lade være med at tænke på naboerne og hader folk, der ikke tager hensyn. Lige i dette øjeblik, hvor jeg sidder og skriver det her, sidder der en flok unge mennesker nede i min gård og jeg bliver sindssyg. Mange mener, "jamen det er jo sommer og fredag", men det er ikke en undskyldning. Jeg ved, at jeg er blevet helt ekstrem med det, men jeg ville også ønske, at det ikke fyldte så meget i mit hoved, men jeg er åbentbart bare blevet en gammel dame indeni. Jeg er så træt. Jeg er så træt af, at det skal fylde. Jeg er så træt af, at jeg skal være efter mine naboer hele tiden. Jeg er så bange for, at jeg aldrig kan finde ro igen. Jeg er så bange for, hvordan det så bliver at bo sammen med en en dag. 

Som I kan høre, så fylder det her latterligt meget i mit liv og mit næste skridt er at prøve hypnose, så jeg måske kan lære at slippe det lidt og måske finde roden til hvorfor, at det fylder så meget i mig. Det er bare så skræmende, at min angst har manifesteret sig i sådan en lille ting, som ikke betyder noget for andre mennesker. Angst udspringer selvfølgelig også på andre tidspunkter, dog er det her det mest invaliderende, da det er hver eneste fucking dag. Jeg elsker virkelig min lejlighed, men det her fylder så meget, at det ødelægger den en smule. Det her kæmpe behov for kontrol er blevet sådan en stor del af mit liv, at det påvirker alle aspekter; job, skole, venner, arbejde og meget mere og min verden kan godt gå lidt ned, hvis det ikke bliver opfyldt, hvilket det sjældent gør, da livet kan være svært at indrette så stramt. Ak ja. 

Jeg ved, at jeg allerede har rykket mig, men jeg kan bare mærke, at det har ændret mig radikalt som person, hvilket er så skræmmende at tænke på. Jeg må bare se, hvad fremtiden bringer og blive ved med at arbejde på det - dog er jeg rimelig sikker på, at angst nok altid vil forfølge mig. 

LÆSERBREV TIL DR3

Billedet her er fra sommeren 2017 - jeg kan ikke lide, hvordan jeg ser ud på billedet, for jeg ser utrolig utilpas ud, men det er et fedt billede. Prøver at finde det positive ved billedet, frem for det negative, som jeg altid gør. Det her vil give mening, når du har læst indlægget.

Det her indlæg har jeg villet skrive i snart 2 år, hvis jeg ikke tager fejl. Jeg har mange gange bare ville lade det fare, men det har naget mig i så lang tid, at nu bliver jeg nødt til at få det ud af verdenen. Dog før at jeg begynder at skrive alt for meget, skal jeg gøre opmærksom på, at det jeg skriver, blot er mit indtryk af programmerne og at det altså er nogle gode og vel producerede programmer.

Kære DR3,

For 3 år siden i 2015 kørte der et program hos jer, som hed "Tæt på selvmord", som jeg sad trofast og så hver eneste uge. Jeg skrev om programmet i et indlæg kort efter, at det havde kørt i fjernsyet, da det simpelthen havde gjort så stort indtryk på mig. Det her program beskrev, hvordan livet er, når man går og døjer med selvmordstanker. Alle programmets deltagere havde på et eller andet tidspunkt i deres liv døjet med selvmordstanker eller prøvet at begå selvmord. Det fede ved dette program var dog, at de forskellige deltagere havde forskellige "grader" af selvmordstanker. Jeg glemmer aldrig den unge smukke kvinde som sagde, at hun havde jo ikke lyst til at dø, men det var bare for hårdt at leve. Da programmet kørte i fjernsynet sad jeg aller dybest begravet i min egen depression og jeg ved nærmest ikke, hvad jeg havde gjort, hvis det ikke var for dette program. Der var en masse mennesker, som jeg kunne relatere til og det gør jeg stadig den dag i dag. Så stort indtryk gjorde det på mig, dog har der ikke været sådanne et program siden. Det var virkelig min life-savior i en meget hårdt periode af mit liv. Jeg fortalte mine forældre, at de burde se programmet, for det kunne være, at det kunne hjælpe dem med at forstå nogle af de følelser, som man går med, når man er depressiv. Dog tror jeg blot at titlen på programmet skræmte dem væk - hvilket er lidt ærgerligt. Til trods for hvor godt dette program var mig for, var der noget, der irriterede mig, hvilket jeg vil komme ind på senere.

Sidste år kørte programmet "Petra elsker sig selv", hvilket også var et program, som jeg sad og støttede mig meget op af. Jeg synes, at det var så befriende at høre disse tanker, som jeg hvertfald har om mig selv, komme ud af en andens mund. Så var jeg hvertfald ikke alene om at føle mig forkert. Det var et spændende program, da det virkelig gik ind og berørte nogle meget relevante problemer, som jeg tror at mange kvinder fra min generation går og slås med. At hade sig egen krop. En ting som Petra indså og som jeg fik meget ud af var, at hvis man hele tiden siger til sig selv, at man er grim og tyk, så pludselig begynder ens hoved altså at tro på det. Samtidig ville man aldrig sige sådanne grimme ting til en anden person. Dette program har været meget på mine og mine veninder læber og vi har snakket meget om det, da mange af os har gået med disse tanker selv. Vi er trods alt fanget i et præstationssamfund, hvor det hele tiden handler om at være perfekt på alle punkter i sit liv. Det er et pres, som simpelthen er umuligt at leve under. Dog tror jeg blot af de kommende generation vil få det endnu værre, da sociale medier er en del af deres liv meget tidligere end det var en del af mit. Jeg kan godt frygte lidt for mine egne børn, men nu må vi se, jeg har en idé om, at der vil komme en revolution mod de perfekte sociale medier. Dog efter at jeg havde set dette program, sad jeg nu med et endnu større tomrum, end da jeg så "Tæt på selvmord".

Det problem, der var med begge disse programmer, var, at jeg følte mig helt alene bagefter og jeg kunne simpelthen ikke selv se, hvordan jeg skulle komme ud af mine problemer, hvertfald ikke med den løsning som programmerne gav mig. Det gik først op for mig i "Petra elsker sig selv",  hvor meget dette problem gik mig på og nu har det så irriteret mig i godt og vel et år.

Da jeg så "Tæt på selvmord" havde alle deltagerene i programmet en kæreste på nær en enkelt fyr, hvilket også var ham, som havde det sværrest. Alle deltagerene beskrev i deres hjemmeoptagelser, at de ikke vidste, hvad de skulle gøre, hvis de ikke havde deres kærester. En person der elskede dem, for dem de nu engang var og som var der til at gribe dem, når de faldt. Jeg havde og har stadig ikke sådan en person bag mig. Jeg har ingen, som kan hjælpe mig med at besejre mine dæmoner og gribe mig, når livet nu engang bliver for hårdt, hvertfald ikke en person på så nært hold som en kæreste. Jeg er feminist og tror ikke på den idé om, at en kvinde, eller hvilken som helst anden person, ikke kan være lykkelig uden en partner. For hvis man er bedste venner med sig selv, er alt andet blot bonus, dog betyder det ikke, at man skal gå og slås med sine dæmoner alene. Jeg har selvfølgelig nogle veninder, mine forældre og på det tidspunkt min psykolog, men det er altså bare ikke den samme dybe relation som en kæreste. Jeg er da også helt overbevist om, at jeg ikke var faldet så dybt, hvis jeg havde haft en kæreste, men det skal ikke være løsningen for, at jeg kan få det bedre. Så efter det sidste afsnit af "Tæt på selvmord" følte jeg mig så tom - jeg havde ikke en kæreste, hvordan skal jeg så få det bedre?

Den samme følelse sad jeg nu forstærket med efter, at jeg havde set "Petra elsker sig selv". Jeg synes programmet var fantastisk, da det handlede om hendes selvbillede og ikke hende i forhold til verdenen. Dog gjorde det sidste afsnit mig rasende og jeg følte mig meget forladt og bedraget. Nu er det selvfølgelig noget tid siden, at jeg har set programmet og jeg husker ikke ordret, hvad hun sagde. Dog var resultatet af programmet, eller hvertfald det sidste afsnit, at hvis Asbjørn(Petras kæreste) blot elskede hende for den hun var, elskede hun også sig selv for alle sine skavanker. Hans kærlighed var løsningen, eller hvertfald en stor del af den. Det sidste afsnit handlede meget om ham og deres ferie, som skulle være en afslutning på programmet og hvor hun skulle udstille sin krop i badetøj overfor ham. Jeg husker blot en masse klip af de to værende lykkelige og at de til slut går hånd i hånd ud mod horisonten. Jeg var så rasende og skuffet. Jeg sad bare med en følelse af, at jeg skulle have en kæreste, før at jeg kunne lære at elske mig selv. Jeg er helt med på, at have en partner i sit liv både vil bringe en en masse lykke og selvtillid, men det kan ikke være rigtigt, at det er det som skal være afgørende for mit selvbillede. Jeg kan hurtig komme til at lyde som en sur mokke, som ikke vil have med mænd at gøre og sådanne står det selvfølgelig ikke til, men jeg som kvinde, vil aldrig være afhængig af et andet menneske for min egen lykke - at give en anden person sådanne en stor magt er bare for skrøbeligt. Tro mig, jeg glæder mig utrolig meget til den del af mit liv, dog må der da være andre måde at blive glad for mig selv på? Jeg gad utrolig godt at have set det program, hvor Petra havde været single, hvordan havde programmet så artet sig? Jeg ved hvertfald fra mig selv, at jeg har mere selvtillid og selvværd, når jeg har haft en kæreste, frem for når jeg ikke har, så det kunne blot havde været sjovt, at se programmet fra et singleperspektiv - Så havde jeg hvertfald ikke følt mig så efterladt.

Det største problem for mig ligger helt sikkert i, at jeg helst ikke vil være afhænging af et andet menneske for lykke. Jeg kender mange mennesker, som slet ikke kan finde ud af være alene med dem selv og det synes jeg er så trist, dog er jeg helt sikkert selv for meget alene, hvilket heller ikke er godt. For forholdet med en selv er det vigtigste og mest dyrebare, som man kan have. Jo bedre venner man er med sig selv, jo bedre er man over for andre mennesker. Der er jo udtrykket "Fall in love with yourself first" hvilket jeg virkelig elsker. Hvis man konstant går og leder og leder, så er det meget sjældent, at det faktisk lykkes, hvorimod hvis man er afslappet i sit eget skin, så kommer kærlighed på de underligste tidspunkter.

Jeg synes, at det var nogle fantastiske programmer, som jeg ikke villet have været foruden, men det var nok noget i castingen, som der ikke var blevet tænkt over. Det skal selvfølgelig heller ikke være opsat, men jeg manglede bare det perspektiv. Jeg ved, at når jeg får en kæreste at dele mit liv med, bliver det også helt fantastisk, men jeg vil ikke gå og være trist og utilfreds indtil da. Jeg må selv kæmpe lidt for min lykke og investere tid i mig selv, for at bliver min egen aller bedste ven.

Hvis I har set programmerne, så skriv endelig, hvad I synes, for jeg er utrolig nysgerrig.

Med kærlig hilsen,
Amalie

BLOGGENS FREMTID

Det er efterhånden lang tid siden, at jeg har skrevet herinde. Omkring 5 måneder faktisk. Fet handler ikke engang om, at jeg ikke har noget på hjerte, for jeg har massere, som jeg gerne vil dele. Jeg har været i tvivl om i meget lang tid, hvad der skulle ske med bloggen her. Hvorvidt om jeg skulle lukke den ned og ende det kapitel af mit liv, men samtidig kan jeg også bare mærke, at det ikke føltes rigtig. Jeg er ikke færdig med at skrive, dele billeder og have dialoger med skønne mennesker. Jeg har lært så mange oprigtige søde mennesker at kende over det her medie og der er så fantastisk. Samtidig har blogs bare fået et form for rygte og jeg "skammer" mig lidt over at sige, at jeg blogger. For mig handler det jo ikke om mode og alt det fis længere, men mere følelser, reflektion, kreativitet og fordybelse. Min blogging karriere begyndte for efterhånden mange år siden og jeg var blot en teenager dengang. Der er ikke så mange, der læser blogs og jeg læser heller ikke nogle længere. Dog elsker jeg at skrive. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget det betyder for mig og jeg er vild med de bekendtskaber, jeg har skabt gennem bloggen her.

Der er rigtige mange, der bruger instagram som en form for blog nu og det elsker jeg. Instagram er helt sikkert også det medie, som jeg bruger aller mest, men samtidig er det det også et medie, som jeg ikke har lyst til at krænke mit hjerte ud på. Mine tekster skal folk selv have lyst til at gå ind og læse og ikke få kastet i ansigtet. Det har altid været min holdning til bloggen her, den skal kun besøges af folk der faktisk har interesse.

Derfor har jeg tænkt mig at lade bloggen være, som den er. For mig handler det virkelig om at prioritere min tid, så jeg får skrevet alle disse ting, som jeg gerne vil. Jeg har mange tekster, som jeg gerne vil skrive, men grundet mangel på underskud og inspiration går min tid kun på min skole og mit arbejde. De sidste 4 år, siden at jeg flyttede til København, har det hele ikke rigtig spillet, da jeg har studeret non-stop hele tiden, samtidig med at skulle finde fodfæste i en ny by og lære at bo alene. Bloggen har helt klart ikke været en prioritet, men den glæde som den giver mig, må jeg prøve at finde frem igen. Jeg er så glad for de individer, som har fulgt bloggen til trods for den lille aktivitet. Hver eneste visning, kommentar, besked og samtale jeg har haft, er jeg så taknemmelig for, det skal I virkelig vide.

Jeg håber, at alle er kommet godt ind i det nye år og jeg glæder mig til at vende tilbage hertil, hvor jeg virkelig høre til.