NOGET OMKRING FREMTID OG DRØMME

Jeg er et meget skelsættende sted i mit liv lige nu, hvis jeg selv skal sige det. Jeg bliver 25 om et halvt års tid, er færdiguddannet næste sommer og står lidt over for livets næste fase. Et sted uden for det ellers så trygge uddannelsessystem, som jeg har været i siden, at jeg startede i skole 2000, foruden et enkelt års pause i 2013-14. Jeg har boet i min egen lejlighed i over 3 år og har været ansvarligt for et andet liv lige så længe. Jeg bliver færdig uddannet snart med hele to uddannelser i ryggen. Jeg har fået etableret mig en omgangskreds i København. Der er mange ting, som er meget voksent og måske var en del af en drøm, som jeg havde engang, men lige nu virker livet bare lidt... meningsløst.

Jeg har alle dage af mit liv været en romantikker og drømt mit væk langt ind i min underbevidsthed. Jeg drømmer stort og jeg bliver ofte skuffet over livets realiteter. Da jeg boede i Næstved, så var en af drømmene at flytte til København; det gjorde jeg så - og jeg føler mig uden tvivl langt mere hjemme her, end jeg gør mange andre steder, dog spiller tingene stadig bare ikke. Ikke at man får foræret de gode ting her i livet, man skal helt sikkert kæmpe for det og det synes jeg også, at jeg har gjort langt hen af vejen. Som det ser ud nu, aner jeg ikke, hvor jeg skal bo i Danmark, eller for den sags skyld, i verden. København er uden tvivl min by at færdes i, men jeg har brug for mere ro. At kunne trække mig og gå ud i naturen uden, at der er mennesker overalt. At jeg kan lægge mig i min seng kl. 10 om aftenen og kun høre mit eget åndedræt. Jeg drømmer om en faldefærdig gård et sted med massere af natur og luft omkring sig. En gård hvor jeg og min kommende partner kan bygge vores hjem sammen og skabe en familie. Nok den største drøm, men også den sværeste.

Efter at jeg flyttede til København, fik jeg en drøm om at blive grafisk designer; og det blev jeg, eller det er jeg hvertfald næsten. Jeg bliver færdiguddannet grafisk designer om et års tid fra Danmarks medie- og Journalisthøjskole og jeg kunne ikke ville noget mindre. Jeg ved, at jeg bør være taknemmelig for denne "fantastiske" mulighed og uddannelse, men den har knækket mig. Den drøm er død nu. Så lige nu spilder jeg min tid på en giftig uddannelse, som jeg ikke vil arbejde med, når jeg er færdig - dog siger alle "der er kun ét år tilbage", "så har du noget at falde tilbage på" og jeg kan kun tænke "fuck jer". Jeg forstår det jo godt og jeg kan godt føle mig som et utaknemmeligt røvhul, for nogle mennesker bruger mange år på at prøve at komme ind, men hvor taknemmelig skal jeg være, når det ikke er det rigtige? Dette punkt i mit liv er uden tvivl det, som fylder aller mest. Min uddannelse har været min identitet i rigtig mange år og nu står jeg med noget, som jeg virkelig ikke bryder mig om. Dog skifter jeg hele tiden mening omkring, om jeg gider at arbejde med det bagefter eller ej. Det hele bunder i en kæmpe usikkerhed omkring mit eget arbejde som grafisk designer. Jeg har overvejet hele sommeren, om jeg bare skulle droppe ud og arbejde i Weekday fuldtid. Det er et job, som jeg er god til og ved at jeg bliver værdsat i, men det er jo heller ikke mig i længden. Hvornår lærer jeg dog at tæmme denne usikkerhed, som præger alle aspekter af mit liv?

En ting som jeg virkelig altid har drømt om, som jeg også berørte før, er uden tvivl kærlighed. Jeg er en kæmpe romantikker og drømmer om et stort bryllup, børn og hverdagens smukke gemte skatte. Jeg var helt sikker på, at jeg havde fundet min eneste ene tilbage i 2011. Det viste sig så, at han var homoseksuel og først indrømmede det for mig efter ét år efter, at han droppede mig uden videre. Det var en af de værste år at mit liv - og selvom jeg fandt ud af, at han droppede mig for, at han var til drenge, så var det for sent. Skaden var sket og jeg havde fået en kæmpe ar på min sjæl og har siden hen blot følt mig meget forkert. Da jeg flyttede til København, var jeg så naiv at tro, at jeg ville finde kærligheden med det samme - det blev hurtigt modbevist. Jeg har datet lidt, haft one night stands og brugt utrolig mange timer på Tinder, dog alle uden held. Jeg vil SÅ gerne kærlighed, men det kræver SÅ utrolig meget af mig. Det er nok også fordi, at det er min største drøm. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af at gøre ting halv og slet ikke kærlighed. Når jeg møder en ny mand, drømmer jeg mig allerede væk inden, at jeg har lært ham at kende. Jeg ser hele vores fremtid foran mig og drømmer om, at vores børn vil få hans øjne. Når det så går i stykker, falder drømmen fra hinanden og det kan tage mig flere måneder at komme ovenpå igen. Det største problem med denne drøm er, at min biologiske ur er begyndt at tikke. Jeg havde altid forestillet mig, da jeg var yngre, at jeg ville få børn i starten af mine 20'erne. Når jeg kigger realistisk på det nu, var det nok aldrig sket alligevel, da jeg jo har været under uddannelse i lang tid, men med den rigtige mand, kunne det nok have gået anderledes. Nu rammer jeg snart midt-tyverne og der går også noget tid, før at man skal have børn og jeg synes blot, at alle mænd jeg møder, bare ikke er klar til forhold eller stadig ikke er færdige med at "løbe hornene af sig"(hvilket jeg altid har fundet så ulækkert). Selvom jeg har fundet ældre fyre - så er det stadig et problem. Lige for tiden ses jeg med en fyr på 28, som på ingen måde er klar til et forhold og han har derudover også en anden holdning til forhold end jeg. Vi vil 100% ikke det samme, dog kan vi ikke sige fra overfor hinanden. Der er en vanvittig kemi og han er alt, hvad jeg drømmer om - men jeg ved, at det vil slå fejl og min drøm om den der fucking kærlighed, vil gå i stykker endnu en gang og jeg skal bruge måneder på at komme ovenpå igen. Denne drøm om familie fylder så vanvittig meget i mit liv hver eneste fucking dag, at det nærmest kan gøre mig deprimeret i perioder og timerne alene på sofaen hver aften bliver meget lange. At ville noget så meget, som bare ikke sker. Kærlighed er en pudsig størrelse.

For at vende tilbage til til de mere praktiske drømme, så er min drøm som grafisk designer jo lidt død. Den drøm som jeg går med nu, har jeg faktisk haft i rigtig, rigtig mange år, men jeg har bare aldrig tænkt, at den var realistisk. "Det kunne jeg da ikke og det er jeg da slet ikke dygtig nok til". Derudover er processen dertil bare ikke så udpenslet. Jeg vil gerne være tatovør. Jeg har altid været helt vildt forelsket i branchen og det er faktisk først inden for det sidste halve år, at jeg har turde at sige højt, at det er det, som jeg gerne vil. Jeg har frygtet, hvad mine venner og familie ville sige - at det er da noget underligt noget, urealistisk. Dog føltes det bare så rigtigt, når jeg tænker på det. Menneskerne er altid fantastiske, man kan rejse hele verden rundt, man maler og tegner meget og man laver permanent kunst på folk. Der er bare så mange ting ved det, som passer lige til mig. Lige siden at jeg var en lille pige, har jeg altid tænkt, at jeg ikke ville have et kontorarbejde og hvad fanden er det, som jeg er ved at uddanne mig til nu? Fuck nej. Det eneste problem lige nu i forhold til den her drøm er, at jeg ikke er dygtig nok. Jeg tegner ikke godt nok - heldigvis er det et skill, som man kan udvikle, men mit overskud har ikke været der til det i flere år. Det demotiverer mig en lille smule, for den eneste måde hvorpå jeg kan blive bedre er at begynde at tegne. Lige nu er min plan, at jeg vil prøve at gå lidt mindre op i skolen i år og tegne lidt mere. Dog tror jeg ikke, at det er så realistisk, men når jeg er færdiguddannet, kunne jeg godt finde på at være fuldtid i Weekday og bare bruge tiden på at tegne, gå på tegnekursus og knytte bånd med de tatovører, som jeg kender i København. Kæft man, det gad jeg så sindssygt godt... Jeg håber ikke, at det er urealistisk at tænke, at jeg gerne vil være i lære inden, at jeg er 27. I forhold til min forhåbentlig kommende tatovør karrierer, så er drømmen dernæst at blive selvstændig og have min egen shop. Hold nu kæft hvor ville det være sejt.

Der er også bare så mange andre drømme, ikke de helt store, men stadig ting, som jeg gerne vil indfri; Jeg vil gerne noget mere i Ungdomshuset, de mennesker der er dernede fascinerer mig så meget og jeg ville elsker at blive en del af dem. Jeg har også en drøm om at hjælp børn, som har det svært. Jeg har en drøm om, at arbejde for en organisation, som hjælper katte. Jeg har en drøm om, at sælge mine egne plakater. Jeg har en drøm om at skrive en bog. Jeg har en drøm om at skrive digte. Jeg har en drøm om at dubbe en tegnefilm. Jeg har en drøm om økonomisk stabilitet. Jeg har en drøm om at lære at spille klaver. Jeg har en drøm om at få mine billeder publiceret. Jeg har en drøm om lige at tabe de 10 kg for meget. Jeg har en drøm om, at overvinde min angst. Jeg har en drøm om, at min bror og jeg vil være tætte resten af vores liv. Jeg har en drøm om at gøre en forskel... Jeg har så mange små drømme for fremtiden, det kan bare være så svært at finde ud af, hvordan man kommer derhen.

Som I kan høre, så er det ikke de helt små drømme, som går og fylder så fucking meget i mit hoved for tiden. Det er virkelig de helt store - kærlighed, familie og karriere og der er bare ingen af dem, som er lige inden for rækkevidde. Det hele kan være så langt væk, at jeg blot kan føle mig en smule handlingslammet og det kommer jeg bestemt ingen vegne af. Drømme er så svære og blot ordet "drøm" indikerer, at det er noget urealistisk noget. Måske skulle jeg nærmere kalde det mål - så virker det mere håndgribeligt, dog også lidt de-romantiseret. Jeg synes blot, at det er kan være rigtig svært, at have de der "traditionelle" drømme om børn, hund og hus, da det hele handler om smarte karrierer og at rejse hele verden rundt - der er fandeme ingen mænd på tinder, der bare siger, at det leder efter deres udkårne. Måske er jeg også bare skide gammeldags, men om jeg så ville lægge de værdier fra mig, så kan jeg ikke. Lige nu kan jeg ikke gøre andet end at tage én dag af gangen og bare se, om jeg kan bevæge mig en lille smule tættere på mine mål hver dag. Det kan være svært at planlægge for fremtiden, dog når jeg tænker på det, er det hele bare omtåget og forvirrende - der er ikke andet for, end bare at forsætte og se hvor jeg havner. Det vigtigste for mig lige nu er bare at gøre ting, som føltes rigtig og måske ikke tænke for meget over resultatet - bare leve liv, eller hvertfald prøve på det.