BIOLOGISKE UR

Denne post har efterhånden ligget og ventet et par måneder, men jeg kan mærke, at nu er den mere passende end nogensinde før.

Som jeg har skrevet om så mange gange før, så er jeg en kæmpe romantiker og har den helt store hus, have, børn, hund og så videre-drøm. En ting er at have planer for fremtiden, en anden ting er, at jeg også bliver ældre. Næste år bliver jeg 25 og når jeg kigger på den fremtid, som jeg forestillede mig, da jeg var yngre, så stemmer det ikke helt overens. I mine drømme ville jeg have haft børn nu og nok været en del mere "bundet", end jeg er. Jeg ved ikke, om det er det, som presser mig eller at det faktisk er det faktum, at min fertilitet langsomt bliver dårligere med hvert år det går og at jeg ikke har lyst til at være en "gammel" forældre. Jeg har altid haft unge forældre, da min mor fik min bror og jeg i sin første halvdel af 20'erne, hvilket betyder at min mor bliver 49 næste år, hvor jeg bliver 25. Det vil også sige, at jeg altid har haft yngre bedsteforældre og min oldefar døde først tidligere i år i en alder af 99. Jeg har været så priviligeret at have min slægtninge så længe, da jeg har venner, som aldrig rigtig har kendt bare deres bedsteforældre. Jeg vil så gerne give mine kommende børn den samme mulighed og at vi kan have hinanden i mange år.

Når det så er sagt, så er jeg ikke særlig god til børn. Jeg er ikke skruk i den forstand, at jeg smelter hver gang, at jeg ser et barn eller at jeg bare MÅ holde det. Jeg vil faktisk helst være fri. Så for mig handler det måske ikke så meget om selve "babyen", men familien som en helhed. Selvfølgelig glæder jeg mig røv meget til at få mit EGET barn, at se en lille udgave af mig og min "mage" vokse og udvikle sig, men skruk er jeg bestemt ikke. Dog er jeg bekymret. Jeg er selvfølgelig stadig langt fra 40'erne, men det værste det kunne ske for mig som kvinde, ville uden tvivl være, at jeg ikke ville være i stand til at få børn eller at det skulle blive svært. Min mor, mormor og farmor har overhoved ikke haft svært ved at blive gravide, men allerede nu er jeg jo ældre end hvad de var, da de fik deres første.

Lige nu er der måske også bare lidt lange udsigter til hele den her drøm om bryllup, børn og familielivet. En ting er, at jeg kan mærke, at jeg virkelig ikke er et sted i mit liv til børn. Dog har jeg også været enlig i en god årrække nu, så jeg har også bare svært ved at se mit liv anderledes, til trods for at jeg drømmer om at vågne op til en, som jeg elsker hver dag. Og den pokkers kærlighed... hvor har jeg skrevet om den mange gange her inde og jeg har bare ikke heldet med mig. Dem som jeg længtes aller mest efter er ikke interesserede i mig, Tinder er tom for spændende sjæle og hverken på job eller skole er der noget at komme efter. Jeg synes virkelig, at det er svært, da os danskere også bare er lidt et tilbageholdent folkefærd og er svært at komme ind på. Jeg er heller ikke typen, som går på særlig mange dates og bliver utrolig genert, hvis nogle kigger på mig ude i offentligheden. Det er selvfølgelig også noget, som jeg skal arbejde på, men når det så er sagt... Så virker det bare også som om, at dem som jeg støder på, har vanvittig svært ved at binde sig og så vil jeg ikke spilde min tid og energi dér. De leder aldrig efter noget seriøst, er i åbne forhold, tror ikke på monogami og rend mig i røven. Samtidig så tror jeg også at sociale medier, Tinder og så videre gør, at vores generation altid tænker, at der er noget bedre rundt om hjørnet og derfor ikke vil binde sig. Jeg læste fornyligt en artikel omkring netop vores generation. At vi er illoyale, ikke vil binde os og altid kigger os om for noget bedre. Både når det handler om job, kærlighed, venner, bopæl og så videre. Og hvor er det dog bare sandt. Min oldemor og oldefar var gift i over 70 år og det tror jeg bare ikke, at særlig mange i vores generation kommer til - hvis der er et lille problem, så er vi ikke særlig gode til at arbejde med det og komme videre - vi giver ofte bare op og kæmper ikke for tingene. Et 70 års ægteskab er da ikke nemt, men de elskede hinanden og viste hinanden en så smuk loyalitet gennem hele livet og i døden. Jeg drømmer uden tvivl om et ægteskab, hvor vi kæmper for hinanden og ikke giver op - ikke at man skal blive ved, hvis man er ulykkelig, men at man ikke kaster håndklædet i ringen for nemt. Nu kom jeg ud på et langt sidespor om en af problematikkerne ved vores generation, som jeg kunne snakke meget om, men som jeg ikke vil gå mere ind i nu. Når det så er sagt, så mener jeg jo ikke, at alle agerer sådan, men der er unden tvivl et mønster i vores generation i forhold til det her og det bliver nok kun et større problem i de kommende generationer.

Det korte og det lange er at jeg virkelig, virkelig slås med at finde gensidig kærlighed, hvor vi vil det samme og det betyder jo også, at mine fremtidsdrømme hele tiden skubbes længere og længere væk. Dog har jeg kunne mærke en forandring hos mig selv i forhold til de her mænd. Jeg kigger på dem som værende en potentielt far til mine børn, frem for en kæreste her og nu. Jeg kan mærke, at jeg virkelig er på "mage-jagt", hvilket er lidt skræmmende. Min biologi er bare gået i gang med at se mændene på en anden måde og jeg kigger efter dem OVERALT. Alle er potentielle og bliver "scannet". Det er lidt voldsomt... Det er nok en kombination af, at jeg er skide træt af at være single, ikke i den forstand, at jeg skal have udfyldt et tomrum i hjertet eller noget, men jeg længes efter den her tosomhed. Den anden del er helt sikkert, at mine hormoner er begyndt at tage over også. Udover et pres fra mig selv af, er mine familie begyndt at presse på - både min mor og min farmor. De glæder sig jo uden tvivl og det forstår jeg jo også godt. Jeg er jo også den rette alder i forhold til min familie, men når det så er sagt, så har jeg også bare valgt et andet liv - jeg valgte storbyen med mange muligheder og så har jeg bare været under uddannelse i mange år efterhånden og som jeg også skrev tidligere, så jeg er bare heller ikke helt klar. Jeg vil gerne ud og se verden og dumme mig lidt mere, men hvor ville jeg dog ønske, at jeg havde en at gøre det med. For et par år siden sagde min ældste veninde til mig, at hun havde en idé om, at når jeg først fandt ham, så ville det gå stærkt og det kan jeg sagtens se for mig, for jeg har simpelthen så meget kærlighed at give.