CORONA DAGBOG #2

OBS! Indlægget var oprindelig skrevet d. 9. maj 2020.

Nu er det 7 uger siden, at hele min verden blev vendt på hovedet. På den ene side er tiden fløjet afsted og samtidig har den aldrig gået langsommere. Mine tanker er et stort rod og mit humør skifter hurtigere, end jeg længe har oplevet og det bliver så overskyggende for alt andet. Det føltes som om, at jeg ikke har nogen form for kontrol over mig selv. Jeg har tænkt i flere uger, at jeg skulle skrive til min terapeut, men når jeg endelig er ved at tage mig sammen til det, er det langt op på eftermiddagen og jeg kommer fra det. Sådan har det gået i ring i for lang tid nu.

På en god dag står jeg op, spiser morgenmad og læser et kapitel i min GoT bog. Dernæst sker der ikke så meget mere faktisk. På en rigtig god dag løber jeg også en tur og laver en to-do liste for dagen, så der faktisk er nogle gøremål, men den seneste tid har jeg sovet for meget, spist dårligt og ligget for meget på sofaen. Min hjerne er proppet til randen, så der ikke er overskud til noget. Som dagene går bliver jeg mere og mere modløs og kan bruge timer på Instagram og Facebook, hvor der faktisk heller ikke rigtig sker noget. Samtidig kan jeg også bruge 1-2 timer på bare at ligge i min seng og tænke - hvilket jeg helt sikkert ikke får noget som helst godt ud af. Ikke som jeg har det nu.

Det mest skræmmende ved det hele er næsten, da den her tilstand jeg er i nu, minder mig om den gang, at jeg var syg med depression. Jeg ved godt, at det er ikke det, der foregår, men det vækker bare nogle minder derfra. Det værste er nok det her selvhad, der godt kan komme med sådan en følelse af dovenskab og uproduktivitet. Mine tanker er ikke søde ved mig i øjeblikket og det er lang tid siden, at jeg har haft det så skidt med mig selv. Jeg har i mange år ligget i krig med min krop og de sidste par uger, har bestemt ikke hjulpet, men lige nu, handler det bare om "overlevelse", så jeg prøver ikke at slå mig selv for meget i hovedet, selvom det er svært. Så ja, en dag af gangen.

Jeg kan huske, at jeg tænkte i starten af det hele, at jeg glædede mig over, at jeg ville have mere tid til at være kreativ og få tegnet noget mere. Som det ser ud nu, har jeg ikke lavet en god tegning i flere uger og de sidste 2 gange jeg har prøvet at tegne, har jeg endt med at lave rasende streger ud over hele siden og ødelægge de underlæggende sider, da jeg har trukket så hårdt, at det har sat dybe spor. Så lige nu rører jeg slet ikke min skitsebog, da jeg ved, at det ikke giver mig noget glæde lige nu.

Dog da jeg sad ude på min altan i går og lukkede øjnene for en stund, blev jeg ramt af sådanne en intens kort følelse af motivation og håb. Jeg fik lyst til at lave hele livet om og gøre gode ting for mig selv. På det tidspunkt, hvor det her skete, havde jeg på daværende tidspunkt ligget på min sofa i 6 timer og taget 2 lure. Så jeg har tænkt mig at prøve at være lidt god ved mig selv de næste par dage. Ikke stå alt for sent op, få spist morgenmad, drukket en masse vand, taget mine vitaminer, få løbet en kort tur, meditere(som nærmest er det vigtigste) og så lave lister for dagen, så jeg føler en form for formål. Derudover fik jeg en notesbog af en veninde for 3 år siden, hvor jeg skulle skrive 3 gode ting ned om dagen, for at altid have nogle gode tanker og noget taknemmelighed. Så i går skrev jeg i den for første gang siden. Jeg håber, at jeg kan holde fast i det - måske ikke for evigt, men hvertfald bare her i corona tiden, for ikke at lade hjernen gå helt i sort.

Jeg så også en post på Instagram i går, om at introverte nyder den her tid. På den ene måde kan jeg relatere og så alligevel ikke. Jeg har altid nydt at være i mit egen selskab og perioder, hvor jeg har meget travlt, vil jeg helst bare gerne være alene. Så som introvert er da rart, ja, men som en person som altid har sloges med sit mentale helbred, overtænkning og ensomhed er det virkelig ikke rart. Jeg kommer hurtigt til at gå og bære på en masse tunge tanker og følelser og som livet er lige nu, får jeg ikke luftet så meget ud i dem og så går det lidt galt for mig. Som det ser ud nu, har jeg heller ikke være til terapi i 2 mdr. og det kan også mærkes. Det er virkelig der, at jeg kan få tømt hovedet og jeg går altid ud derfra og har det meget bedre og med mod på livet igen. På mandag må jeg lige sende hendes en SMS, for tror virkelig at det ville kunne gøre en forskel for min "livskvalitet".

Jeg ved, at det hele lyder utrolig tung og ikke særlig opløftende, men de sidste par uger har været sværere. Dog håber jeg på en bedre dag i dag. Tror bare at jeg skal "tvinge" mig selv lidt til at gøre nogle af de her gode ting, bare for at få følelsen af at have udrettet noget, samtidig med at nogle af tingene, vil give mig et skud dopamin.

Lige nu ser jeg frem til at skulle på arbejde og at få en hverdag igen. At have et formål med sine dage og være sammen med andre mennesker. Jeg kan slet ikke vente på, at have noget at glæde sig til. Så meget at man nærmest tæller dagene. Det er lang tid siden, at jeg har haft det sådan. Gennem det sidste år har det været mange ting, som jeg bare gerne ville have overstået, hvor jeg måske faktisk ikke engang kunne glæde mig over, at det var færdigt. Oh well, sådan er det bare nogle gange og en ting jeg har lært med terapi er, at tiden ALTID går, at man nok skal overleve det og at det nok skal blive bedre før eller siden.