CORONA DAGBOG #1

I dag er det præcis en måned siden, at H&M group lukkede alle deres butikker i Danmark. Mit arbejde var én af de butikker. Siden nytår har jeg haft travlt med arbejde, venneaftaler og dating - altså travlt med en masse gode ting. Dog skal man ikke undervurdere, at de gode ting også kan gøre en lidt stresset og at hjernen ikke rigtig får lov til at slappe af. Dog var ugen op til denne lukning hårdere, end jeg har villet indrømme. Det var som om, at den lige blev prikket over i'et og ikke nødvendigvis på en god måde.

Jeg havde arbejdet de 6 dage indtil de lukkede og i dagene op til, blev stemning i butikken mere og mere trykket og frygten spredte sig. Hver dag jeg kom på arbejde, skulle jeg svare på spørgsmål, passe mit arbejde og høre på folk bekymringer og brok. Jeg havde bestemt ikke noget imod det og kørte i et eller andet mærkelig gear fyldt med falsk overskud. Men så kom dagen. D. 18. marts - Der valgte de endelig at lukke butikkerne efter meget frustration blandt personalet. Jeg kan huske, at jeg bare ikke havde mere at sige, da jeg mødte på arbejde den dag. Jeg havde ikke flere ord i mig. Jeg var helt tom, samtidig med at jeg var prop fyld med andres bekymringer.

Nu er det gået en måned og jeg føler først en reaktion i min krop nu. Jeg har haft så mange følelser låst inde i mit indre og har ikke kunne få afløb med noget som helst. Jeg har brugt ugerne på at spise en masse skod mad, se en masse TV, spille Sims og langsomt gnave mig igennem en lang corona-to-do liste, som jeg lavede, da jeg endelig blev sendt hjem. Dog er motivationen ikke særlig høj og jeg er uendelig modløs. Jeg føler mig nok mest af alt, følelsesløs. Det eneste jeg så har kunne føle, har været en knude i maven, som bare gjorde ondt og forpestet mit sind. Det har jeg haft før, da jeg havde været presset og den fik mig til at tvivle på alt og gjorde mig tung og tom og nu er den tilbage.

Nu kom der så nyheden om, at vi skulle åbne butikkerne igen. Jeg fik nærmest helt ondt i maven, da jeg fik beskeden, da jeg ikke føler mig klar til at skulle ud i samfundet igen. Heldigvis var jeg ikke en af dem, som skulle afsted, men nu er jeg bare stadig fanget i den her boble af modløshed. Efter at jeg havde fået nyhederne om genåbning, havde jeg bare brug for at græde og efter en uge på landet hos mine forældre, reagerede min krop temmelig voldsomt på at komme til storbyen igen. Hele dagen blev brugt på at høre sørgelige sange og se sørgelig film, for at få afløb med denne knude i maven. Den her manifesterede tristhed midt i kroppen. Min terapeut sagde, at den bedste måde at få afløb med sådanne følelser er at hulke. Der er en stor frigivelse af energi i kroppen, når man gør det. Det har da hjulpet, men tror at jeg skal have noget mere hjælp, for at komme igennem det. Desværre er det mange måneder siden, at jeg virkelig har haft fat i mit indre og haft ro, så der skal mere arbejde til.

En ting der dog virkelig rammer mig nu er ensomhed. Det er en ting, som jeg altid har sloges med og min terapeut har fortalt mig, at der nok bare er nogle ting, som jeg altid vil føle mig alene med. Jeg har gået til terapi i 12 år og jeg vil have svært ved at møde nogle med samme mentale tilstand. Jeg har brugt så langt tid at ælte mig hjerte og lære mig selv at kende og har svært ved at føle mig mødt i andre mennesker. Jeg forventer ofte, at de ved eller føler det samme som mig - men det gør de ikke og jeg skuffes. Jeg kommer nok bare aldrig rigtig til at blive mødt. Det var en hård meldning, som jeg nok ikke har forsonet mig med endnu. Det føltes lidt tomt. Dernæst blev jeg "droppet" af hende jeg så som min bedste veninde for nogle måneder tilbage og jeg kan mærke, hvor meget jeg mangler en af fortælle de små ting til - om crushes, hvad man fik at spise og om man så godt ud i et outfit etc. Når der sker noget i mit liv nu, aner jeg ikke, hvem jeg skal gå til, så tingene brænder ofte inde i mig selv. Dog vil jeg ikke snakke mere om alt det nu, for jeg kunne blive ved. Med corona jeg har mistet mine dagligdags venskaber, som gør ensomheden lidt mindre. Jeg har ikke rigtig kontakt med nogle og er bange for at række hånden ud - de fleste jeg kender bor sammen med andre og har ikke samme behov som mig. Tro mig, jeg elsker at være alene, men lige nu er jeg meget alene. Jeg tror måske bare, at jeg er en af de mennesker, som aldrig helt vil finde sin plads. Det er lidt pessimistisk, men det er desværre sådanne, at jeg har det nu. Nogle siger da, at jeg bare kan ringe og hjertens gerne må række ud, men jeg ved ikke hvorfor, at jeg ikke tror på det. Jeg vil nok inderste inde bare gerne være i første række hos nogen og det ved jeg bare, at jeg ikke er hos nogle.

Det her er en stor pærevælling af følelser, som nok mest af alt, har brug for at komme ud, så der ikke samles flere uforløste følelser indeni mig. Pas på jer selv.