FARVEL FOR NU INSTAGRAM

Jeg har gjort noget relativt drastisk, hvis jeg skal spørge mig selv. Jeg har deaktiveret min Instagram. Buf. Den er væk. Jeg kan ikke søges frem. Det er virkelig en underlig følelse, for jeg startede på Instagram tilbage i mine teenage år og nu sidder jeg snart som 25 årig om under en måned. Jeg kan ikke rigtig huske tiden uden - eller jo, det kan jeg selvfølgelig godt. Man læste flere blog, man var mere på Facebook og diverse andre medier som Arto, MSN og forskellige forums. Dog skulle alting ikke dokumenteres og jeg tror, at man nød dem mere.

Jeg er fornyligt begyndt hos en psykoterapeut. Jeg har altid gået til psykolog, men efter at være havnet i en rille hos min gamle, så har jeg startet noget nyt. Det er meget underligt og anderledes og slet ikke, hvad jeg vil tale om nu hvertfald. Grunden til at jeg er hos hende, er at jeg er stressramt og egentlig har været det i lang tid. Hvad jeg har kunne konkludere af vores sessioner indtil nu, er at jeg skal have ro i min hverdag og i mit hoved, hvilket er mere svært end hvad man skulle tro.

En af de ting, som jeg kan bruge MANGE timer om dagen på, er sociale medier. Især Instagram er min største synder, da jeg godt hurtigt bare kan blive fanget i en slags loop. Jeg skal lige tjekke stories, så skal jeg tjekke feedet, så skal jeg lige kigger på discover og så starter møllen bare forfra. Dette loop foregår rigtig mange gange i løbet af min dag og jeg får intet konstruktivt ud af det. Tjo, jeg finder ud af, at min veninde har været i zoo eller at min yndlings tatovør har lagt en ny tatovering ud. Udover det, er der faktisk ikke super meget at komme efter. Tro mig, jeg elsker mediet og er jo netop storforbruger af det. Jeg elsker selv at lægge ting ud, til trods for, at jeg ikke har gjort det ordenligt i lang tid. Jeg elsker mulighederne Instagram giver. Man kan følge med i sine venners liv, man kan følge med i folk der inspirerer en og man kan komme ud med nogle holdninger, noget visuelt og faktisk dele noget godt indhold med verden. Dog når det begynder at fjerne min tilstedeværelse i den virkelig verden er der noget galt i mit forbrug.

Jeg sad foran mit spejl i fredags og gjorde mig klar til dagens gøremål, da en masse følelser bare strømmede ind over mig. Jeg havde været til terapi om mandagen og min krop kunne bare ikke mere. Den gav op. Jeg begyndte at græde og fik en voldsom lyst til at fjerne alle de stressende elementer i mit liv. Jeg fik lyst til at sige op på mit arbejde, fik lyst til at sælge min lejlighed, fik lyst til at råbe og skrige af mine naboer, fik lyst til at slette alt på min Instagram og fik generelt bare en enorm lyst til at rive alt op med rødder og bare brænde det. Det gjorde jeg ikke, selvom uroen i mig føltes som en atombombe der netop var sprunget. Mine håndled kløede, tårer løb og mit hjerte hamrede. Det eneste jeg faktisk kunne gøre noget ved, var blot Instagram. Første overvejede jeg at slette alting, men da jeg så gik ind og læste lidt, fandt jeg ud af, at jeg kunne deaktivere den og at den først blive synlig, når jeg en dag logger ind på den igen.

Nu har den været væk siden i fredags og det føltes faktisk bedre, end jeg regnede med. Jeg kan mærke, hvor en voldsom vane, som jeg faktisk have fået opbygget gennem årene og mine fingre blev ved med at trygge dér, hvor appen lå på min iPhone. Nu er den væk. Dog kan jeg mærke et savn også. Jeg mangler mit talerør, et sted at dele min dag og mine tanker. Jeg har altid været et meget visuelt menneske og nu mangler jeg faktisk stedet, hvor jeg var visuel. Det er underligt. Nu bruger jeg så Facebook rigtig meget - dog kan man ikke rigtig ende i sammen slags loop, men jeg må holde øje med den vane.

Jeg ved ikke, hvornår jeg åbner den igen. Det kan være om et år, en måned eller på søndag. Who knows? Jeg ved hvertfald, at jeg lige skal have en pause og faktisk prøve at lave ting, fordi det er noget, som jeg har lyst til og ikke fordi, at det skal på Instagram. I går skulle jeg ud til min cykel efter, at jeg havde fået fri fra arbejde, var der selvfølgelig er en fugl der har lagt en fugleklat på min sadel. Min første tanke var, at det skulle da på min story og virkelig vise hvilken fucking mandag, som jeg havde haft. Men næ, det kunne jeg ikke. Så jeg tog bare et billede af det. Det føltes lidt tomt, men nok også meget sundt. At det bare var en følelse og oplevelse for mig, som ikke behøves at deles - og hvis den skal deles, bliver det i virkeligheden, mund til mund.

Samtidig er jeg ikke i tvivl om, at der også komme nogle konsekvenser for, at jeg ikke længere er på. At jeg misser nogle vigtige informationer, begivenheder eller bare småting i min omgangskreds liv. Sådan må det bare være. Lige nu er mit helbred min førsteprioritet og det bør det faktisk altid være. Jeg snakkede også med min veninde om det og vi blev enige om, at vi mennesker nok ville være mere lykkelig uden Instagram. Det er jeg fuldstændig overbevist om, da vi nok vil være mere til stede hvor vi er og nyde øjeblikkene i stedet for at dokumentere dem. Instagram er jo fantastisk og fremmer mange gode ting - dog stjæler det også vores opmærksomhed og det handler meget om likes, opmærksomhed og om at være "god nok" og "rigtig". Suk, det er svært at navigerer rundt i, men lige nu, skal Instagram bare ikke være en stressfaktor for mig og når jeg engang åbner den igen, skal jeg hvertfald revurdere mit forbrug.

God tirsdag.